Tre danske film til Montreal

Det canadiske publikum kan se danske film ved årets Montreal World Film Festival, der slår dørene op 26. august. Bille August skal lede hovedkonkurrencens jury.

Canadas næststørste by huser en af de fremmeste filmfestivaler i Nordamerika. Montreal World Film Festival byder fra 26. august sit publikum velkommen til nye film hentet ind fra hele verden, blandt andet de tre danske film "R", "En familie" og "Frihed på prøve". Bille August skal desuden lede den jury, der udvælger vinderfilmene i festivalens prestigeserie World Competition.

Det nordamerikanske festivalpublikum har allerede stiftet bekendtskab med både "R" og "En familie". Tobias Lindholm og Michael Noers fængselsdrama har været vist i New York og siden ved Los Angeles Film Festival, hvor også Pernille Fischer Christensens "En familie" deltog og endda blev kåret som bedste film på festivalen.

"R" havde dansk premiere i april, mens "En familie", en fortælling om den hæderkronede bagerslægt Rheinwald med Jesper Christensen som karismatisk patriark, rammer de hjemlige biografer i februar næste år.

"Frihed på prøve", der er Erik Clausens anden film om den småkriminelle John, får sin internationale premiere i Montreal. Filmen havde dansk premiere 10. juni og spiller stadig i udvalgte danske biografer.

Montreal World Film Festival 26. august - 6. september

Plakat-Montreal-2010_210