Otte danske film er inviteret til årets dokumentarfilmfestival i Amsterdam, IDFA, der afholdes fra 16. til 27. november. Tre af de udvalgte film, "Bag Blixens maske", "Klovn for livet" og "Into Eternity", er allerede nu tilgængelige på Filmstriben.
"Klovn for livet" af Ida Grøn handler om venskabet mellem sygehusklovnen Angus og drengen Tobias, der er indlagt med en livstruende kræftsygdom. Med hjælp fra Angus får han en velkommen distraktion fra en hverdag med sygdom og frygt.
"Bag Blixens maske" af Morten Henriksen fortæller historien om instruktørens far, litteraturprofessor Aage Henriksen, der som ung blev ven med Karen Blixen og oplevede forfatterens mere dæmoniske sider.
Michael Madsens "Into Eternity" tager seerene med ned i Finlands undergrund, hvor store mængder atomaffald skal isoleres fra alt levende i 100.000 år. Men hvordan sikrer vi os, at det farlige affald bliver der? På hvilke sprog og med hvilke symboler advarer vi fremtiden?
"Bag Blixens maske" og "Into Eternity" kan kun ses på biblioteket eller i forbindelse med undervisning.
"Bag Blixens maske" er produceret af No Exit Production og "Klovn for livet" af Final Cut for Real ApS. "Into Eternity" er produceret af Magic Hour Films. Alle tre film er blevet til med støtte fra Det Danske Filminstitut.
DFI's IDFA website med artikler, fact sheets, billeder og trailers: www.dfi.dk/idfa
Officielt IDFA site: www.idfa.nl