Allerede da Marianne Hougen-Moraga og Estephan Wagner var børn, hørte de folk tale om Colonia Dignidad, værdighedens koloni. Hougen-Moraga blev født i Danmark, efter at moren var flygtet fra Pinochets diktatur i 1973, og når hun spurgte ind til kolonien, fik hun altid det samme svar: ”Det taler vi ikke om.”
Anderledes var det for Wagner, som voksede op som del af det tyske mindretal i Chile i en højreorienteret familie. Her blev hver ferierejse til landets sydlige regioner planlagt sådan, at familien kom forbi en af koloniens restauranter, så de kunne fejre den tyske kultur.
”Jeg mødte en verden, som var meget smuk og tyskromantisk, så da jeg var barn, blev kolonien altid associeret med noget positivt. Men da jeg voksede op, forstod jeg, at virkeligheden var meget mere kompleks, end det min familie havde fortalt,” siger Wagner.
For under den flotte overflade gemmer kolonien, der i dag går under navnet Villa Bavaria, den bayerske landsby, på en mørk fortid, som strækker sig 59 år tilbage i historien, hvor den tyske missionær Paul Schäfer grundlagde kolonien som en totalitær sekt, der gjorde børnemisbrug, tortur og anden terror til hverdag. Et mørke, som kaster lange skygger over livet i den solrige koloni den dag i dag.
Både ofre og bødler
Det er den konflikt, instruktørpartnerne skildrer i ’Undertrykkelsens sang’, som nu er udtaget til den førende dokumentarfestival IDFA i Amsterdam, efter at have vundet hovedprisen og Politikens særpris ved CPH:DOX i foråret.
Men filmen handler ikke om Schäfer, der flygtede fra kolonien i 1997 under anklager om børnemisbrug og døde i fængsel i 2010. Fokus ligger i stedet på de omkring 120 beboere, der stadig lever i kolonien, og hvordan de kæmper med fortidens traumer, der runger fra hver eneste bygning og person.
”Da vi flyttede til Chile for at begynde arbejdet på filmen, fortalte vi ret åbent, at vi gerne ville lave en film, hvor beboerne fik lov til at fremlægge deres perspektiver og meninger – men at vi heller ikke ville male et rosenrødt billede af kolonien,” siger Hougen-Moraga.
Der er lavet mange reportager og tv-indslag om stedet, men alle har en ting tilfælles, mener de to instruktører: Enten skildres beboerne som ofre for Schäfers styre ellers som monstre og medløbere.
”Det var vores grundtanke fra starten, at vi gerne ville nuancere billedet og udfordre de polariserede synspunkter, som vi selv oplevede, da vi voksede op i henholdsvis en venstre- og højreorienteret familie,” siger Wagner og fortsætter:
”Vi ville i stedet nærme os emnet uden at dømme folk på forhånd. For virkeligheden er langt mere kompleks end bare ’gode og onde’. Her er de alle sammen ofre og bødler på samme tid.”
I filmen oplever man, hvordan den smertelige fortid har sat tunge spor i beboerne, der bliver ædt op indefra af traumerne:
En sidder smilende på en gynge og fortæller, hvordan han blev udsat for overgreb, som var han stadig fanget i barndommens fængsel. Et ægtepar fortæller med stolthed om de værdier, de blev opdraget til at følge under Schäfer, mens den enes ansigt fortrækker sig i grimasser, der fortæller en helt anden historie. En anden beboer fremviser kolonien for turister og forsikrer om, at den dunkle fortid er en saga blot, som han nu kan grine af. Man har svært ved at tro ham.
”Det var interessant for os at forstå, hvilke strategier man som menneske bruger til at komme videre, når man har gennemgået noget meget voldsomt. Og her var en af strategierne at forsøge at fortrænge fortiden: ’Lad os være glade og tænke fremad’,” forklarer Hougen-Moraga.
Se sig selv udefra for første gang
Selvom Corona har forhindret de to instruktører i at rejse med filmen, har den været rundt mange steder. Efter CPH:DOX-sejren blev dokumentaren vist i store dele af Europa samt i Australien og New York. Og for et par uger siden fik ’Undertrykkelsens sang’ endelig premiere i Chile på landets væsentligste filmfestival, Festival de Cine de Valdivia, hvor den vandt prisen for bedste chilenske film.
”Visningen lå lige oven i det chilenske valg om den første forfatningsændring siden Pinochets tid, så vi fik på forhånd at vide, at filmen nok ikke ville få så meget dækning, nu hvor valget og corona fyldte så meget i pressen,” fortæller Hougen-Moraga.
”Men faktisk endte det med, at vi blev interviewet til to af Chiles største aviser og radiokanaler og fik fantastiske anmeldelser. Vi håber, at opmærksomheden kan skabe en større dialog i Chile, så der kan blive skubbet på for en forsoningsproces i kolonien,” siger hun.
Første skridt i retning af forsoning oplevede makkerparret allerede, da de viste filmen for beboerne forud for verdenspremieren på CPH:DOX i marts. Her blev beboerne for første gang konfronteret med deres egen indre splittelse og selvmodsigelse, der løber som en kold understrøm gennem filmen.
"Vi hørte fra flere, at de følte, at det var første gang, de så sig selv udefra. Og at det først nu gik op for dem, hvor meget smerte de egentlig bærer på,” siger Wagner.
'Undertrykkelsens sang'.
Hougen-Moraga fortsætter: ”Der var en person i kolonien, som har været fængslet i en kortere periode for at have medvirket til at torturere politiske fanger. Han rejste sig op efter visningen og sagde, at han nu kunne se, at han ikke kun havde været med til at udøve smerte på de politiske fanger, men også på mange af sine medbeboere.
Og så tilbød han at tale om det med dem, som måtte have lyst. Det var kæmpestort.”
Hvilken rolle kan filmen spille i en tid, hvor højredrejede bevægelser og totalitære styrer igen er på vej frem?
Hougen-Moraga: ”Vi håber, at filmen kan være et skridt på vejen til at punktere den sort-hvide diskurs, som vi mærker i verden lige nu, og minde om, at vi skal huske at forholde os kritisk til det, vi ser og hører. Og så håber vi, at filmen kan være med til at presse på for et opgør med posttotalitære systemer, så vi sikrer, at de ikke bliver fascistiske igen.”
Wagner: "Kolonien er på en måde et mikrokosmos for eksempelvis Chile generelt, der først for nyligt har stemt for at få ændret forfatningen, som stammer fra Pinochets tid. Ligesom i kolonien er landet stadig dybt forankret i fortiden, fordi der endnu ikke har været en forsoningsproces, på trods af at diktaturet sluttede for 30 år siden. Det håber vi, filmen kan starte samtaler om.”
Hougen-Moraga: "Og fordi vi både kan spejle os i menneskene og samtidig tage afstand fra dem, håber vi, at filmen kan sætte gang i mange efterskælv i publikum, der gør, at man ikke bare går ud af biografen og er lettet over, at de gode vandt, men tænker videre over problemstillingerne.”