Ørn er delingsfører i Afghanistan og samarbejder med den lokale politikaptajn, Fareed. På tværs af kulturelle skel kæmper deres mænd side om side i den krigshærgede region. Men da en af de afghanske betjente pludselig vender sit våben mod danskerne og trykker af, bliver samarbejdet mellem de to ledere sat på en hård prøve. Før soldaterne når at reagere, er forræderen stukket af, efterladende Ørn såret på jorden og hans tolk dræbt. Ørn sendes hjem til Danmark, men vender hurtigt tilbage til Afghanistan, for at fortsætte arbejdet som om intet er hændt. Således drager danskerne igen på patrulje med Fareed og hans betjente, men mistilliden ulmer under overfladen, og det bliver sværere og sværere for Ørn, ikke kun at holde sine mænds paranoia i skak, men også sin egen. I et land, hvor intet er sort og hvidt, og hvor korruption gennemsyrer alt, er det svært at skelne venner fra fjender – og tillid er et spørgsmål om liv og død.
Den animerede kortfilm "Våbenbrødre" af Cav Bøgelund er nomineret til årets Cartoon d'Or, som bliver uddelt under Cartoon Forum i den franske by Toulouse. Professionelle animatorer mødes til Cartoon Forum, hvor producerer og instruktører fremlægger deres projekter foran 850 koproducenter, investorer og andre potentielle partnere.
Med en nominering følger dermed ikke bare muligheden for en statuette og en pengesum, men det giver også filmenes skabere chancen for at møde folk fra branchen.
Cartoon d'Or-ceremonien finder sted torsdag den 17. september, hvor de seks nominerede kortfilm vises og vinderen offentliggøres.
"Våbenbrødre" er produceret af Claudia Siesbye Halsted for Film Maker med støtte fra New Danish Screen.
Læs interview med Cav Bøgelund.
Se "Våbenbrødre" på Filmcentralen.