Velkommen til Dødsriget

Det minimalistiske, uhyggelige og danskproducerede computerspil "Limbo" udkommer i dag, onsdag den 21 juli. Forventningerne har været betydelige og modtagelsen god.

Hvad får man, når man krydser gennemgribende minimalisme med truende undergangsstemning og tilsætter en portion ambitiøs animationsteknik? Et computerspil som måske kan fungere som fyrtårn for en dansk spilbranche, som for tiden har en lidt beskeden international profil.

"Alt for mange spil spolerer deres stemning ved at forklare det hele ihjel."

Københavnske Playdead har arbejdet på "Limbo" i over tre år, og spillet udkommer i dag som download til Microsofts Xbox-konsol. Spillet er første udgivelse af fem i Microsofts store "Summer of Arcade"-satsning, hvilket understreger amerikanernes begejstring for det utraditionelle spil og indebærer en betydelig eksponering.

Spilstøtte

New Danish Screen - Spilstøtteordning blev oprettet som en del af Filmforliget for 2007-2010, for at støtte danske talenter inden for udvikling af computerspil til børn. New Danish Screen er etableret i et samarbejde mellem Danmarks Radio, TV 2 og Det Danske Filminstitut og har til huse hos Filminstituttet.

Trailer

I "Limbo" skal spilleren styre en lille dreng sikkert igennem en mørk skov, som vrimler med fælder, sultne og fjendtlige modstander. Hvordan er drengen kommet i den situation, og hvor skal han hen? Spilleren får det ikke at vide, ligesom spillet er renset for information om energi, fremskridt og alle de bjælker og ikoner, der præger mange spil. Valget er helt bevidst, for som den designskoleuddannede spilinstruktør Arnt Jensen tidligere har fortalt FILMupdate:

"Alt for mange spil spolerer deres stemning ved at forklare det hele ihjel. Ved at "Limbo" spiller på uvisheden, holder vi spillernes hjerne i gang, og dermed har de lettere ved at leve sig ind i spillet".

limbo-hotel
Gåder skal løses og udfordringer forceres. Alternativet er en ofte grusom død.

Stor bevågenhed

Foromtalen af "Limbo" har været altovervejende positiv. Det store amerikanske spilmedie ign.com omtaler f.eks. spillet som "et af de mest imponerende spil, du kommer til at spille i år". Og på YouTube er spillets forskellige trailere blevet vist flere hundredetusinde gange.

Herhjemme har Thomas Vigild i dagens Politiken givet spillet 6 hjerter under overskriften "Et mageløst mareridt"

"Limbo" har desuden vakt begejstring på festivaler og ved branchebegivenheder. Det vandt f.eks. to væsentlige priser på Independent Games Festival i marts og er positivt fremhævet af store spilwebsites som Kotaku og Gamespot.

Forventningerne er således betydelige. Og for en dansk spilbranche, som i de seneste år ikke har haft den store internationale gennemslagskraft, kan Limbo muligvis være med til at fremhæve Danmark på spiludviklingens verdenskort.


Limbo findes indtil videre kun til Xbox og koster 15$ at downloade. Spillet har modtaget demostøtte fra New Danish Screen – Spilordningen.

Anmeldelse i Gamespot