Hvis han går ind i et rum med dårlig energi, begynder han at nyse. Det har han altid gjort, det er en slags lidelse. Mikael Chr. Rieks har, som han selv formulerer det, nogle meget følsomme antenner. Af samme grund bygger han sine professionelle relationer på tillid og ærlighed. Og selvom det har tvunget ham til at sige nej til projekter i tidens løb, er det den eneste måde, han kan arbejde på.
"Jeg siger det, jeg føler. Jeg kan ikke lægge skjul på det. Hvis jeg læser noget, jeg synes er noget lort, så er jeg nødt til at sige det. I det professionelle spil er man nødt til at være hudløst ærlig," siger den 43-årige producer. Han ville heller aldrig indlede et samarbejde med nogen, som han ikke turde overlade sine børn til.
"Der er så meget på spil. Vi bruger så mange år af vores liv på en film. Der er en ekstrem stor styrke i at have så meget tillid til en person, at man kan sige: Her, vil du lige holde min baby?"
"For mig findes der ikke noget større holdspil end filmproduktion, hvor så mange mennesker skal være samlet om at gå én vej. Det er så flydende en størrelse, og det er dybt fascinerende. Det er jo et mirakel, hver gang det lykkes."
Som en love story
Den tillid, som Rieks her taler om, har han fundet i samarbejdet med filminstruktør Martin P. Zandvliet, som han har lavet dramaerne "Applaus" (2009) og "Dirch" (2011) med. De to mødtes første gang til et symposium, og meget hurtigt sagde det klik:
"Jeg mødte denne her mand, som var virkelig sur, fordi han havde fået afslag på et eller andet. Og i løbet af tredive sekunder havde vi sagt nogle meget ærlige ting til hinanden. Jeg vågnede næste dag og tænkte: 'Det der menneske, han kan et eller andet'."
Kort tid efter mødtes de igen, og samarbejdet mellem dem begyndte langsomt at tage form.
"Jeg havde ingen garanti for, at manden var en stor instruktør, men det er han. Det handlede om menneskelighed. Man møder et menneske – and you just know. Det er lidt som en love story med os, en bromance. Det leder jeg meget efter hos de instruktører, jeg arbejder sammen med."
Makkerparrets næste film får titlen "Et sted under solen" og handler om den minerydning, unge tyske soldater blev tvunget til at udføre på den jyske vestkyst efter Anden Verdenskrig. Under besættelsen af Danmark placerede Hitlers mænd over 2,2 millioner miner på vestkysten, og da krigen var slut, blev tyskerne sat til at rydde op efter sig selv. Minerydningen blev foretaget under tvang af helt unge tyske soldater, der var blevet taget som krigsfanger, fortæller Mikael Chr. Rieks:
"Der var rigtig mange unge drenge, der blev dræbt eller lemlæstet under det arbejde, så det er ikke en udpræget rosenrød dansk historie. Det var nogle alvorlige brud på menneskerettighederne, der fandt sted dengang."
Filmen, hvis hovedpersoner er en 16-årig tysk soldat og en dansk sergent, som har ansvaret for minerydningen, produceres af Nordisk Film Productions og forventes færdig i 2015.
Ansigter på historien
I det hele taget lader det til særligt at være de historiske film, der tænder Mikael Chr. Rieks. Foruden "Et sted under solen" har han en film om den danske Kong Frederik den 9., der var regent fra 1947-72, i udvikling, ligesom han drømmer om at lave et storværk om komponisten Wagner.
Når Rieks taler om historien, lyser han op. Om efterkrigstidens Danmark og om hvordan familiebilledet begyndte at ændre sig. Om kvindefrigørelsen og kongehusets nye rolle som samlende kraft efter to verdenskrige. Og om Kong Frederiks radikale udseende med den tatoverede krop fra hans tid som sømand:
"Han ligner jo Robert de Niro fra "Cape Fear", og så er han samtidig en repræsentant for den bløde mands værdier. Han får tre døtre, tronfølgeloven bliver ændret, og han har en stærk hustru."
Og så er han og makkeren Zandvliet desuden i gang med en dansk-amerikansk koproduktion, "The Great Americans", om finanskrisen og dens konsekvenser for en amerikansk familie. Filmen skildrer en af de mange familier, der må gå fra hus og hjem som følge af krisen.
Filmene om minerydningen i Jylland, den amerikanske finanskrise, Frederik den 9. og Wagner er alle forankret i historiske begivenheder, der har været med til at forme verden, som den ser ud i dag. Og det er det, filmen kan, mener Rieks – give historien et menneskeligt ansigt:
"Det starter typisk med en scene, man ser for sig. Den brygger man videre på. Meningen er jo ikke, at vi skal lave film for historiens skyld, men udfordringen er alligevel at skabe et godt drama og samtidig fortælle noget om tiden, det foregår i."
