Vildmænd og The Lost Leonardo udtaget til Tribeca

FESTIVAL. Thomas Daneskov Mikkelsens 'Vildmænd' og Andreas Koefoeds dokumentar 'The Lost Leonardo' har kurs mod New York og filmfestivalen Tribeca. 'Vildmænd' deltager i konkurrencen for internationale spillefilm, mens 'The Lost Leonardo' deltager uden for konkurrence i Spotlight Documentary-kategorien, når festivalen skydes i gang den 9. juni.

Den toneangivende, amerikanske filmfestival Tribeca har udtaget Thomas Daneskov Mikkelsens komedie 'Vildmænd' og den danske dokumentarfilm 'The Lost Leonardo' af Andreas Koefoed til dette års program, der løber af stablen fra 9.-20. juni.

'Vildmænd' vises i konkurrencen for internationale spillefilm, mens 'The Lost Leonardo' vises uden for konkurrence i Spotlight Documentary-kategorien, der består af højt profilerede, internationale dokumentarfilm. 

Midtvejskrise i de norske fjelde

Filmen følger Martin, spillet af Rasmus Bjerg, der rammes af en dundrende midtvejskrise og flygter fra sin familie for at udleve sin indre vildmand i de norske fjelde. Iført pels forsøger han at leve som sine forfædre gjorde det, tusindvis af år inden supermarkeder og smartphones ødelagde det hele.

Men da han møder den eftersøgte hashsmugler Musa, spillet af Zaki Youssef, som er faret vild dybt inde i skoven efter et biluheld, bliver Martins selvrealiseringsprojekt vendt på hovedet. Snart er de jaget vildt med den lokale politisherif, Musas rivaler og Martins intetanende kone i hælene.

'Vildmænd' er Daneskov Mikkelsens anden spillefilm efter debuten med lowbudget-filmen 'Eliten', der vandt hovedprisen ved CPH PIX i 2015. I mellem tiden har den autodidakte instruktør begået tv-serien 'Joe Tech' (2017) for DR3.

Manuskriptet er blevet til i samarbejde mellem Daneskov Mikkelsen og Morten Pape, der her debuterer som manuskriptforfatter i spillefilmformat efter kortfilmen 'Halvmand', som vandt en pris ved Cannes-festivalen i 2016. Pape har desuden stået bag de anmelderroste og prisvindende romaner 'Planen' og 'Guds bedste børn'.

Bjerg og Youssef har over de seneste år gjort sig bemærket som hovedrolleindehavere. Førstnævnte blev Bodil- og Robert-nomineret for sit portræt af John Mogensen i 'Så længe jeg lever', mens Youssef blev nomineret ved begge uddelinger for sin rolle i 'Danmarks sønner', hvor de to skuespillere i øvrigt spillede over for hinanden for første gang. På rollelisten finder man desuden navne som Sofie Gråbøl, Bjørn Sundquist og Marco Ilsø.

Filmen er produceret af Lina Flint for Nordisk Films talentafdeling, SPRING. Flint stod også bag 'Eliten', der var første skud på stammen i SPRING's talentprogram, der også tæller film som 'Den skyldige'.

'Vildmænd' er planlagt til dansk premiere 28. oktober.

Opsigtsvækkende indblik i kunstverden

Også på programmet er dokumentaren 'The Lost Leonardo' af Andreas Koefoed.  

Filmen fortæller historien om maleriet Salvator Mundi, der blev solgt for 450 millioner dollars som det dyreste nogensinde og hævdedes at være et tabt mesterværk af Leonardo da Vinci. Men den store opmærksomhed omkring maleriet medførte også spørgsmål omkring dets autenticitet, der for alvor tog fart, da kunstværket forsvandt fra jordens overflade kort efter rekordsalget i 2017.

Filmen tager os med ind i de lyssky agendaer hos verdens rigeste mænd og mægtigste kunstinstitutioner, hvor økonomiske interesser er altopslugende, mens sandheden er sekundær. 

Koefoed har tidligere stået bag dokumentarfilm som 'Ballroom Dancer' (2011), der vandt en række internationale priser, herunder på Tribeca. 'Et hjem i verden' (2015) blev hædret med prisen for bedste mellemlange dokumentarfilm ved IDFA. Hans kortfilm 'Alberts vinter' (2009) var nomineret ved Cinema Eyes Honors og blev hædret med priser ved blandt andet CPH:DOX.

'The Lost Leonardo' er produceret af Andreas Dalsgaard for danske Elk Film og af Christoph Jörg for franske Pumbernickel Film med støtte fra bl.a. Filminstituttet.

Tribeca filmfestival er den første nordamerikanske filmfestival, der afholder fysiske visninger efter covid-19.

Danske film på Tribeca

Dansk film har været stærkt repræsenteret på Tribeca-festivalen i de seneste år.

Marijana Jankovics 'Maya' vandt prisen for bedste kortfilm i 2019.

Året inden blev Rasmus Bruun belønnet med skuespillerprisen for sin rolle i Mads Brüggers 'Sankt Bernhard Syndikatet' og i 2017 vandt Elvira Linds 'Bobbi Jene' hele tre priser, inklusive bedste dokumentar.

I 2015 tilfaldt den ære Camilla Nielssons 'Democrats', mens Jeppe Røndes 'Bridgend' vandt tre priser samme år.