"Bora Bora" har fået et godt tag i publikum og har på 25 dage solgt 62.500 billetter. Ungdomsmusicals kan være svære at lancere, men "Bora Bora" har ramt en nerve hos det unge publikum. På facebook har filmen mere end 11.000 fans, og den ene af filmens hovedrolleindehavere, Sarah-Sofie Boussnina, kan berette om, at hun konstant bliver stoppet på gaden af folk, der vil tale om "Bora Bora".
Svend
"Svend" har også tag i sit publikum. Næsten 20.000 biografgæster har på atten dage valgt at indløse billet til Anne Regitze Wivels portræt af Svend Auken. Marlene Schiött Rasmussen, DOXBIO, kan fortælle, at filmen har været vist i næsten 100 biografer i hele landet, hvilket aldrig før er sket for en dokumentarfilm, som DOXBIO har distribueret.
På weekendens top-10 over mest sete film i de danske biografer ligger "Dirch" på andenpladsen. Filmen er få dage fra at runde 400.000 billetter.