Den danske kandidat til dette års Nordisk Råds Filmpris er Thomas Vinterbergs "Submarino". De fem titler, der er nomineret i konkurrencen om filmprisen, blev udpeget i dag tirsdag den 24. august.
"Submarino" er i selskab med "Metropia" af Tarik Saleh fra Sverige, "Upperdog" af Sara Johnsen fra Norge, "The Good Heart" af Dagur Kari fra Island og "Miesten Vuoro" af Joonas Berghäll og Mika Hotakainen fra Finland.
Den ærefulde pris gives til en film, som er forankret i nordisk kultur, og som udviser høj kunstnerisk originalitet og kvalitet. Med prisen følger 350.000 danske kroner, som fordeles ligeligt mellem filmens instruktør, manuskriptforfatter og producent.
I 2009 modtog Lars von Trier og producent Meta Louise Foldager prisen for "Antichrist".
Nordisk Råds Filmpris blev uddelt første gang i 2002 i forbindelse med Nordisk Råds 50-års-jubilæum, hvor den tilfaldt finske Aki Kaurismäkis "Manden uden fortid". Siden 2005, hvor Per Fly modtog prisen for "Drabet", har uddelingen været en årligt tilbagevendende begivenhed.
I 2006 gik den til svenske Josef Fares' "Zozo", i 2007 til Peter Schønau Fogs "Kunsten at græde i kor" og i 2008 til svenske Roy Anderssons "Du levende".
I hvert af de fem nordiske lande udpeges en nomineret film af en jury bestående af to personer. I Danmark er det film og medieprofessor Anne Jerslev og filmkritiker Bo Green Jensen, der tager valget. Efter offentliggørelsen af de fem kandidater træder en fælles nordisk jury med bl.a. Anne Jerslev sammen for at votere og udpege årets prisvinder.
Årets vinder offentliggøres onsdag den 20. oktober, og prisen vil blive overrakt ved Nordisk Råds efterårssession i Reykjavik tirsdag den 2. november.
Thomas Vinterberg og Tobias Lindholm har skrevet manuskript til "Submarino", og Morten Kaufmann har produceret for Nimbus Film.
"Metropia" og "The Good Heart" er dansk koproducerede af henholdsvis Zentropa og Nimbus Film med støtte fra Det Danske Filminstitut.