I løbet af fem dage under Cannes Festivalen bliver der tryk på for Per Damgaard Hansen. Som en af tyve producere er han nemlig udpeget til at deltage i Producers on the Move, der afholdes hvert år under Cannes Festivalen som en intensiv netværksbegivenhed for unge producere, der har gjort sig lovende bemærket internationalt.
Fra den 10. til den 14. maj skal Damgaard Hansen således møde unge producerkolleger fra hele Europa og dele erfaringer med dem og en række andre filmbranchefolk. I løbet af de fem dage vil producerne også få mulighed for at løfte sløret for kommende projekter og afprøve ideer til nye koproduktionssamarbejder.
Producer med fokus på at gå nye veje
Per Damgaard Hansen har især høstet anerkendelse som producer af Hlynur Pálmasons 'Vinterbrødre', der har vundet en lang række internationale priser. Herhjemme blev debutfilmen med Elliott Crosset Hove i hovedrollen hædret som bedste film ved både Robert- og Bodilpriserne.
"Der sker mange interessante ting med filmindustrien og filmkunsten i øjeblikket. Der eksperimenteres i stigende grad med distributionsplatforme, finansieringsmodeller og filmiske fortællegreb, og jeg oplever et begyndende mod til at gå nye veje. Jeg glæder mig til at udveksle tanker og synspunkter med filmskabere fra andre steder i verden," siger den 34-årige producer.
Damgaard Hansen tager også et par koproduktionstitler med sig til Cannes:
"Jeg ser frem til at præsentere kommende projekter for potentielle partnere, deriblandt spillefilmen 'If the Light Takes Us' af Anna Maria Helgadóttir med manuskript af Kim Leine samt spillefilmen 'I Travel with People' af Morten Jørgensen."
Damgaard Hansen er uddannet producer fra Den Danske Filmskole i 2013. Efterfølgende etablerede han Masterplan Pictures sammen med producer Julie Waltersdorph Hansen fra samme årgang.
I selskabets regi har han produceret kortfilm samt Hlynur Pálmasons 'Vinterbrødre', der er Damgaard Hansens første spillefilm som producer. Filmen producerede han sammen med Julie Waltersdorph Hansen og islandskfødte Pálmason, der tog afgang fra Filmskolen samme år som de to producere.