Vinterferien 2010 i biograferne

BIO-TAL. "Far til fire – på japansk" var vinterferiens mest sete film. Igen i år har der været travlt i de danske biografer.

To uger med vinterferie rundt om i landet er forbi, og for biograferne har uge 7 og 8 - der i biografverdenen strækker sig helt fra torsdag den 11. til søndag den 28. februar - budt på rigtig mange besøgende.

Hele 1.129.000 billetter blev solgt i perioden, der dog også er udvidet med én dag i forhold til de foregående år efter, at biograferne i år har skiftet premieredag fra fredag til torsdag. I perioden 2001-2009 har gennemsnittet ligget på 928.000 solgte billetter. Den tidligere rekord var fra 2003 og lød på 1.061.000 solgte billetter.

Vinterferien 2001-2010

Vinterferien-2010
*baseret på én dag mere end de foregående perioder.

I år er den danske markedsandel i vinterferien på 29 %, hvilket er helt i tråd med gennemsnittet for 2001-2009 på 28 %. At den danske markedsandel er så god i vinterferien 2010, kan man især takke "Far til fire – på japansk" og "Parterapi" for.

"Far til fire – på japansk", der åbnede allerede ugen inden vinterferien, har med 274.000 solgte billetter i selve ferien formået at placere sig øverst på periodens Top 10-liste foran de amerikanske konkurrenter "Prinsessen og frøen" og "Percy Jackson & lyntyven". "Parterapi", som først åbnede den sidste torsdag i ferieperioden, har klaret sig til en 8. plads med 36.000 solgte billetter.

Top 10 vinterferien 2010

  Titel Premiere Solgte billetter
1 Far til fire - på japansk (dk) 04.02.2010 274.000
2 Avatar (us) 18.12.2009 151.000
3 Prinsessen og Frøen (us) 11.02.2010 147.000
4 Percy Jackson & Lyntyven (us) 11.02.2010 73.000
5 Valentine's Day (us) 11.02.2010 70.000
6 Shutter Island (us) 18.02.2010 60.000
7 Det regner med frikadeller (us) 21.01.2010 50.000
8 Parterapi (dk) 25.02.2010 36.000
9 The Wolfman (us) 11.02.2010 33.000
10 Precious (us) 04.02.2010 30.000

Vinterferien er generelt præget af mange film henvendt til børne- og familiepublikummet. Således også i år, hvor hele 52 % af billetterne er solgt til børne- og familiefilm.

Med udgangen af vinterferien ligger det samlede biografmarked i år på 2.806.000 solgte billetter, hvilket er 30 % over sidste år på samme tidspunkt, hvor markedet lå på 2.159.000. I år står "Avatar" alene for 722.000 af de solgte billetter.

Tags: