Weekenden bød på premiere på den nye danske film ’Hele vejen’, instrueret af debutanten Jahfar Muataz. Filmen har opnået en generelt pæn modtagelse fra anmelderne og blev set af godt 11.200 gæster (14.300 inkl. forpremierer), hvilket gjorde filmen til weekendens tredje mest populære. Det betyder også, at dansk film nu står for to ud af de tre mest sete film i øjeblikket. Den biografiske film om Tommy Seebach, ’Under stjernerne på himlen’, er nemlig weekendens næstmest sete film og har nu rundet 239.000 solgte billetter samlet set.
Men det var nu en anden film, der i den grad løb med opmærksomheden i weekenden. Efter flere uger med lavere publikumsinteresse end sidste år tog biografmarkedet et markant spring – ikke mindst takket være amerikanske ’A Minecraft Movie’ baseret på det populære computerspil Minecraft.
Filmen trak hele 78.878 gæster i åbningsweekenden og satte dermed årets hidtil største åbning i de danske biografer. Med forpremierer er salget oppe på 83.389 billetter, og 'A Minecraft Movie' har allerede skrevet sig ind som den største åbning nogensinde for en film baseret på et computerspil herhjemme.
Anmelderne har været kølige, men børn og unge – især drenge – har taget filmen til sig, hvilket har givet nyt liv til billetsalget og skudt foråret i gang for landets biografer.