Wolf and Sheep i optagelse

STØTTE. Katja Adomeit er i gang med at producere en ung kvindelig, afghansk instruktørs første spillefilm, der udspiller sig i Afghanistan.

Shahrbanoo Sadats spillefilm "Wolf and Sheep", der produceres af Katja Adomeit med støtte fra New Danish Screen, skulle have været optaget i Afghanistan i foråret 2015, men sådan blev det ikke. Et halvt år senere er den nu ved at blive indspillet i de barske og smukke bjergegne i Tadsjikistan, nord for den afghanske grænse.

Filmen beskriver livet for en gruppe afghanske drenge og piger, der arbejder som fårehyrder. Shahrbanoo Sadats drøm var at optage sin første spillefilm i sit eget land, men på grund af sikkerhedsspørgsmål blev filmen udsat flere gange. Instruktør og producer måtte til sidst indse, at situationen i Afghanistan bliver værre dag for dag, og at det var nødvendigt at optage et andet sted. Derfor besluttede de sig til at tage til Tadsjikistan.

Adomeit, som i filmbranchen er kendt for sit energiske gå-på-mod, fortæller:

"For at kunne portrættere en afghansk landsby og dens befolkning i forholdet én til én byggede vi en hel landsby i Tadsjikistans bjerge og fløj 38 afghanere ind fra det centrale Afghanistan. At få arrangeret visa for 38 afghanere fra Tadsjikistans Udenrigsministerium, som var nervøse for, at nogle af dem havde forbindelse til Taliban eller ISIS, og på samme tid forsøge at hente det afghanske cast, som aldrig havde været uden for deres landsbyer før og skulle ud på 35 timers rejse, var ret vildt."

"Den anden gruppe af afghanere med babyer og bedstemødre er netop ankommet. Vi bor her i bjergene med dem og et filmhold på 55 personer fra Danmark, Belgien, Frankrig, Tadsjikistan, Afghanistan og Portugal. I alt er vi 92. De ansvarlige for afdelingerne er alle kvinder, og assistenterne er lokale mænd."

WolfAndSheep1

"De fleste dage filmer vi med en gruppe børn, der er fårehyrder. Hver af dem har deres egen flok dyr, og udover får, er der æsler, heste, tyre, høns, katte og geder på settet. Det er bagende varmt, 30 grader som falder til 14 om natten, og alle optagelser foregår udendørs."

"Nogle gange tænker jeg på, hvordan den her film, som faktisk kunne have været meget simpel i en lille landsby i Afghanistan, hvor det hele findes i forvejen, er blevet en kompliceret film. Og jeg bliver vred over, at det ikke er muligt for Shahrbanoo at lave film i sit eget land."

Katja Adomeit

Producer Katja Adomeit er født i Tyskland og har i otte år boet i Danmark og en del af årene arbejdet for Zentropa. For tre år siden blev hun uddannet som producer fra Super16. I flere år har Adomeit med base fra Danmark produceret newzealandske Daniel Borgmans film, bl.a. spillefilmen "The Weight of Elephants".

Adomeit har med sit eget danske produktionsselskab Adomeit Film før arbejdet på tværs af landegrænser og verdensdele, både hvad angår kreative samarbejder og finansiering. Inden for få år har hun instrueret og produceret sin egen "Little Night Hunter" - indspillet i Bhutan; produceret Anna Eborns Venedig-deltager "Pine Ridge", filmet i et reservat i South Dakota i USA; koproduceret Ruben Östlunds Cannes-deltager "Force Majeure" og produceret sin og Shahrbanoo Sadats fælles film "Not at Home", som delvist blev optaget i Afghanistan.

"Wolf and Sheep" er blevet udviklet i samarbejde med den prestigefulde Cannes Film Festival Cinefondation Résidence i Frankrig, hvor Daniel Borgman også udviklede "The Weight of Elephants".

Katja Adomeit producerer "Wolf and Sheep" for sit danske produktionsselskab Adomeit Film. International finansiering og samarbejde er stadigt mere nødvendigt for danske filmfolk, og New Danish Screen støttede tidligt "Wolf and Sheep" med en million kr., så Adomeit fik langt bedre muligheder for at sammenstrikke et imponerende kludetæppe af finansierer og samtidigt fastholde projektet som en hovedsagelig dansk produktion.

Filmen er koproduceret af La Fabrica Nocturna og Zentropa International Sweden. Foruden en crowdfunding fra 413 personer er den også finansieret af Eurimages, Film I Väst, Cinereach, Cinéma du Monde, Filmwerkstatt Kiel, Center for Culture and Development, Danish Arts Council, Media, Hubert Bals, French Institute Kabul, Visions Sud Est, Hong Kong Financing Forum - Wouter Barenddrecht Award.

WolfAndSheep2