Cand.mag. i engelsk og dansk, universitetslektor, født 1945. Hendes universitetskarriere har taget afsæt i kvindeforskningen, blandt andet har hun været en af hovedkræfterne bag oprettelsen af Center for Kvindeforskning, som hun var tilknyttet 1981-90. Siden 1991 ansat som lektor ved Institut for Litteraturvidenskab, nu Institut for Kunst og Kulturvidenskab. Har de senere år især arbejdet med eksperimenterende kunst, litteratur og tværæstetiske udtryksformer. Leder af det danske og det nordiske Forskningsnetværk for Avantgardestudier og medstifter af det europæiske netværk EAM, European Network for Avant-Garde and Modernism Studies. Forfatter til De eksperimenterende tressere: kunst i en opbrudstid (2009, 760 sider).