"'Baby' er en instruktiv "reminder" om, hvordan det er nede i virkeligheden", skrev Bo Green Jensen i Weekendavisen om Linda Wendels 'Baby', der er baseret på Kirsten Thorups prisbelønnede debutroman af samme navn. Filmen fokuserer på to af romanens personer, Leni og Nova, som i filmen er gjort til søstre. Leni (Maria Rich) skriver kuldslået kvindelyrik og tjener til føden ved at tekste pornofilm. Hun har et håbløst masochistisk forhold til den ældre antikvitetshandler og lånehaj, Eddie (Jesper Christensen). Nova (Line Kruse) er med målbevidst selvdestruktivitet ved at gå i hundene som narkoluder. Bilekspedienten Marc (Ulrich Thomsen) nærmer sig også et nulpunkt med stormskridt. Skuespillerne inkarnerer personerne med stor overbevisning og personlighed, og 'Baby' har fremragende musik af de gamle punkere fra Sort Sol.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.