Jesper Christensen

Skuespiller. Født 16/5 1948. Debuterede på Studenterscenen i 1968. Tilknyttet Fiolteatret i begyndelsen af 70'erne og har siden medvirket i et hav af forestillinger.

Uddrag fra Morten Piils 'Danske filmskuespillere' (Gyldendal, 2003):

Med sin høgeprofil og sit skarpe, årvågne, til tider aggressive blik kan han skære igennem som en ragekniv. Han er en ener, og hans farlighed udnyttes til fulde i hans gennembrudsrolle som Steffensen i Ole Roos' Tom Kristensen-filmatisering 'Hærværk' (1977). Men det er først i film som 'Barbara' (1997) og 'Bænken' (2000), at han sande format viser sig.

Enhver skygge af sentimentalitet eller letkøbt charme ligger ham fjernt, men varmen findes også bag den barske overflade og ofte hårdkogte, vrængende diktion. Jesper Christensen kan sagtens illudere 'almindelig mand', men han giver det ordinære distinktion. Han har spillet alt fra bærende hovedroller til ganske små biroller, han kan være isnende nedrig eller romantisk følelsesgrebet, naiv eller udspekuleret, jævn eller raffineret. Forvandlingen kommer indefra. Hans sejre på teatret har været talrige, men også på film tilhører han indiskutabelt eliten.

Hans to første film giver ham kun minimale roller som ung politimand ('Strømer' (1976)) og journalist ('Pas på ryggen, professor!' (1977)). Men i 'Hærværk' (1977) forløser han en stor, vanskelig birolle som den forbitrede rod Steffensen med det paradoksale lyriske talent og den pansrede mimik. Og han beviser straks sin alsidighed ved næste år at brillere i to helt anderledes roller. Han skaber med Lene Brøndum den klart bedste scene i 'Vinterbørn' (1978) som faderen, der opdager, at han har fået et vanskabt barn; og selv om han typemæssigt ikke helt dækker den vage, arbejdsløse drømmer i Henning Carlsens 'Hør, var der ikke en, som lo' (1978), giver han figuren det minimum af værdighed, der forsoner med passiviteten.

Han genoptager samarbejdet med Ole Roos som forhærdet medlem af den desperate boligløse familie i den stilsikre, Jess Ørnsbo-skrevne fremtids-tvfilm 'Strejferne' (1980). Men så kommer der nogle år, hvor han må leve på professionalismen i en række af datidens mange mere eller mindre mislykkede projekter. Først kommer to hovedroller: han gennemlever barnløshedens krise i det socialrealistiske problemdrama 'Verden er fuld af børn' (1980) og virker for en gangs skyld fejlplaceret som forfjamsket dagdrømmer i Hans Kristensens 'Undskyld vi er her' (1980), hans til dato eneste rene komedierolle.

Hverken 'Verden er fuld af børn' eller 'Undskyld vi er her' slog an og skadede nok hans filmkarriere. Heller ikke hans modstandsmand i gangsterregnfrakke i 'Forræderne' (1983) er oppe på hans normale niveau. I Kjell Gredes Krøyerfilm er han maleren Viggo Johansen; i 'Skyggen af Emma' (1988) privatchauffør; og i 'Dagens Donna' (1990) advokat og for en gangs skyld romantic interest. Men en betydeligt stærkere præstation end disse tre er hans tyske officer i konflikt med Stellan Skarsgårds Wallenberg i Kjell Gredes Budapestdrama fra Anden Verdenskrig, 'God aften, Hr. Wallenberg'(1990).

Som kunstneren Højby, der er forelsket i titelpersonen i Liv Ullmanns 'Sofie' (1992), rummer han en smuk romantisk glød - en ny streng på instrumentet. Men sjælfuldheden smøres generelt for tykt på i Ullmanns film. På mere sikker grund er han som klam-kold ambassadeskurk i Morten
Arnfreds thriller 'Den russiske sangerinde' (1993). Han er igen nazi-tysker i 'Hamsun' (1996) og synes at tegne sin sydafrikanske lejemorder i den svenske 'Den vita lejoninnan' (1996) efter Edward Fox i 'Sjakalen'. Men i Nils Malmros' 'Barbara' får han endelig en virkelig intellektuelt udfordrende rolle som Sorenskriveren - en spidsindig ræsonnør, der bag sin kølige maske skjuler hårdt indhøstet menneskeklogskab.

En mesterpræstation, og det samme er hans dranker i 'Bænken' (2000), hvor han dominerer filmen som den selvhadende taber Kaj, der har spillet fallit over for sin familie, og er ved at drikke sig ihjel. Den stædige stolthed, forbitrede aggression, målbevidste selvdestruktion og vågnende medmenneskelighed, da chancen byder sig - Jesper Christensen ætser sit portræt ind i filmens prunkløse samfundsbillede, så det står uafviseligt klart og alligevel nuanceret. En præstation, der fortjener at blive sidestillet med Ib Schønbergs alkoholiker i 'Café Paradis' (1950).

Samme år spiller han med underfundig humor en birolle som den uheldige, lidt naive kriminalbetjent i Erik Wedersøes debutfilm 'Anna' - et af filmens oplivende momenter. Og han er med kras realisme den bitre far i komedien 'Italiensk for begyndere' (2000). I Søren Faulis historiske parodifarce 'Grev Axel' (2001) er han satanisk oberst, og i komedie-dramaet 'At klappe med een hånd' (2001) spiller han noget helt femte på to år - mangemillionæren Jens Okkings checkede, hårdt prøvede sagførerven. Alsidigheden er ærefrygtindgydende. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]