Sex-lystspil, hvor handlingen foregår i et mondænt københavnsk bordel omkring år 1900. Den gamle ejer er død, og arvingernes forventede ankomst, jagten på en skjult ædelsten samt politiets søgen efter en undvegen tugthusfange medfører diverse forvekslinger. I anden halvdel opgiver filmen selv at holde rede på disse forvekslinger og koncentrerer sig i stedet om yderst frimodige skildringer af glædespigernes aktiviteter.
"Bordellet" må regnes for det danske gennembrud for kombinationen af folkekomedie og sex-film. Eksplicitte sex-scener brugte nu ikke længere dokumentarfilmens ramme som undskyldning.
Filmen var en stor biografsucces. Efter premieren i provinsen holdt den sig et halvt år på plakaten i den københavnske premierebiograf, hvor den skal have indspillet over en million kr. Inden da havde den været vist ved årets filmfestival i Cannes, hvor den vakte mere opmærksomhed end mange af de officielle bidrag. Den solgtes til udlandet, hvor den dog mange steder måtte vises i beskåret version. I Danmark undlod en del aviser at anmelde filmen, mens andre, bl.a. Politiken, gav den positiv omtale. I USA blev den pænt omtalt i branchebladet Variety.
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: 'Danske spillefilm 1968-1991' (1993).
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.