Anne Louise Hassing

Skuespiller. Født 17/9 1967.

Uddannet på Statens Teaterskole 1993-97.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hun er i helt ualmindelig grad startet på toppen, idet hun indledte sin filmkarriere hos to af dansk filmhistories bedste instruktører - Nils Malmros i 1992 og Lars von Trier i 1998. Og begge gange vandt hun Bodil for sin præstation!

Blid og sårbar, og med ansigtstræk så åbne, at det kan ligne barnlig naivitet, er hendes figurer hjertensgode piger, der med undren betragter verden omkring sig og smertes over, hvad de ser. Men det barnlige i hendes væsen kan svinge over i tøset, lattermildt letsind, der både kan fremstå som kernesund friskhed og - i andre situationer - som en overspringshandling, som dækker over mørkere sider i hendes karakter.

Denne dobbelthed i hendes væsen træder især frem i Nils Malmros' "Kærlighedens Smerte" (1993), hvor hun er ude i følelsesmæssige ekstremer. Som den maniodepressive Kirsten, svinger hun mellem overstadig glæde og dyb tristhed og skaber et stærkt og bevægende portræt af et menneske, der - for at bruge figurens egne ord - "er i lommen på sig selv".

Det er den mere ukomplicerede, søde Hassing, vi møder i Triers "Idioterne" (1998), hvor hun er spasserkollektivets fornuftige 'storesøster' Susanne, den kærlige plejer, der tager sig af hele flokken, når spasserrollespillet går igang. Hun står som den jordnære modvægt til resten af gruppen, men afslører samtidig en følsomhed, der lader os ane, at det ikke er helt tilfældigt, hun er havnet sammen med dem. Og det føles logisk og naturligt, at det er hende, Bodil Jørgensens kriseramte Karen vælger som støtte og ledsager, da familien til slut skal konfronteres.

Ingen dansk filmskuespiller har lagt så stærkt ud med sine to første film, og man kan undre sig over, at hun i spillefilm siden kun er set i en lille ubetydelig rolle som den grædende tante Madam Birk, der tæves af ægtemanden i Jane Aamund-filmatiseringen "Klinkevals" (1999). Desuden medvirker hun i afsnit 7 af tv-serien "Strisser på Samsø" (1997-98) som den lettere tilbagestående Sofie og er udmærket. Men endnu bedre er hun i Jannik Johansens velfortalte novellefilm "Afsporet" (1999), hvor hendes renfærdighed gennemlyser den svære hovedrolle som en ensom, naiv postkontorist på Hovedbanegården, der opdigter et voldtægtsforsøg for at komme i kontakt med en ung politimand, hun har forelsket sig i på afstand. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]