Kirsten er en glad pige, der klarer sig igennem gymnasiet ved at charmere sine omgivelser. Hun påbegynder en læreruddannelse, hvor hun har sværere ved at klare kravene. Hun får et barn med en tilfældig bekendt, men er forelsket i sin lærer fra gymnasiet, Søren. Han forlader sin kone på grund af hende, og de flytter sammen. Kirsten får imidlertid sværere og sværere ved at magte en voksentilværelse. Hendes mentale uligevægt og depressioner tager til, og hun må under psykiatrisk behandling. Til sidst tager hun sit eget liv.
'Kærlighedens smerte' fik gennemgående en flot modtagelse hos anmelderne. De konstaterede, at Nils Malmros kunne skildre en tragisk, manio-depressiv skæbne med lige så stor psykologisk indsigt, som han i sine tidligere film havde skildret barndommens verden. Det alvorlige emne til trods gik filmen også pænt i biografen. Ti dage efter premieren var den blevet set af 50.000 mennesker. Den fik både Bodil- og Robert-prisen for årets bedste film. De samme to priser gik til Anne Louise Hassing og Søren Østergaard for hovedrollerne. Birte Neumann og Waage Sandø modtog endvidere Bodil-priser for deres biroller.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.