Astrid Henning-Jensen

Instruktør, skuespiller, klipper, manuskriptforfatter. Født 10. december 1914 (A. Schmahl), død 5. januar 2002. Gift med instruktør Bjarne Henning-Jensen (1908-1995) med hvem hun havde sønnen Lars, som spillede i flere af parrets film, bl.a. "Palle alene i verden" (1949)

Astrid Henning-Jensen voksede op på Frederiksberg hos velhavende forældre. Efter afsluttet realeksamen arbejdede hun som skuespiller blandt andet på Riddersalen i perioden 1935-1938, hvor hun mødte sin kommende mand Bjarne Henning-Jensen, der sang den berømte vise "Sangen om Larsen" i Kjeld Abells teaterkomedie "Melodien der blev væk". Parret blev gift i 1938 og da Bjarne fik med film at gøre, blev hun hurtigt hans assistent. Parret lavede et par kortfilm på Nordisk Film, inden de debuterede med spillefilmen "Naar man kun er ung" i 1943. Et af hendes første jobs, uden ægtemanden ved sin side, var som fotografassistent på Carl Th. Dreyers film "Mødrehjælpen" fra 1942. Kort efter rejste hun til Sverige, hvor parret af Ministeriernes Filmudvalg var blevet bedt om at lave en film om træningen af danske politifolk i Sverige. Denne film 'Dansk Politi i Sverige' fra 1945 blev hendes første som eneansvarlig instruktør, da Bjarne var forhindret i at rejse på grund af krigen.

Efter krigen kom deres store gennembrud med spillefilmen "Ditte menneskebarn" fra 1946. Filmatiseringen af Martin Andersen-Nexøs roman om den fattige Ditte med det lyse sind og den tunge sociale arv blev en dansk, men også international succes og vandt blandt andet Prix International på Venedig-festivalen i 1947. Den blev sammenlignet med de neorealistiske film fra Italien. Filmen blev i 1947 fulgt op af endnu en spillefilmsucces "De pokkers unger", hvor Astrid Henning-Jensen er instruktør sammen med Bjarne. Også denne film beskriver et fattigt børneliv, denne gang i det indre København. "Kristinus Bergman" fra 1948 var deres næste film sammen. Det smukt filmede film noir drama om en voksen mands hævn for barndommens overgreb blev godt modtaget af anmelderne, men ikke af publikum, som svigtede. Hendes næste succes blev kortfilm-klassikeren "Palle alene i verden", baseret på en populær billedbog for børn, med hendes søn Lars i den altdominerende hovedrolle. I begyndelsen af 1950'erne rejste Astrid Henning-Jensen til Norge, hvor hun instruerede to spillefilm. Efter et par kort- og dokumentarfilm, blandt andet "Ballettens børn", lavede hun "Paw" i 1959. Igen en film med et barn i hovedrollen og endda et barn med vestindiske rødder, hvilket gør filmen til den første danske film om racisme. Filmen opnåede at blive nomineret til en Oscar.

I første halvdel af 1960'erne var Astrid Henning-Jensen tilknyttet Danmarks Radios TV-teater-afdeling, hvor hun instruerede 8 tv-film, blandt andet to filmatiseringer af forfatteren H.C. Branner. Spillefilmen "Utro" efter Tove Ditlevsens roman kom i 1966 og fik en blandet modtagelse. I perioden 1967-1979 instruerede Astrid Henning-Jensen radiofølgetonen "Karlsens kvarter", men det blev også til spillefilmen "Vinterbørn" (1978), som blev hendes comeback. Her beskrives hverdagen på en fødegang, blandt andet med optagelser af en rigtig fødsel. Filmen solgte over 800.000 billetter og vandt instruktørprisen ved Berlin-festivalen. I 1980 fulgte næste spillefilm "Øjeblikket" om den kræftramte kvinde, Line. Hun filmatiserede igen Tove Ditlevsen med "Barndommens gade" i 1986 efter eget manuskript, med en ung Sofie Gråbøl i hovedrollen og temasang af Anne Linnet. Hun afsluttede en imponerende karriere af med "Bella min Bella" i 1996, som hun instruerede som 80-årig. De seneste år af hendes liv arbejdede hun ligeledes som skuespiller igen, for eksempel i Lars von Triers debut-film "Forbrydelsens element".

Astrid Henning-Jensen regnes som en af de første kvindelige instruktører i Danmark, sammen med Alice O'Frederics og Bodil Ipsen. Hendes lange karriere med kortfilm, dokumentarfilm og spillefilm og jobfunktioner som kameraassistent, stilfotograf, clapper/loader, klipper, manuskriptforfatter, instruktørassistent og instruktør (på mange af hendes mands film er hun ikke krediteret efter indsats) gør hende til en meget alsidig filmmager. Hendes film kredser ofte om humanitære, sociale og retfærdighedssøgende emner, og hun har næsten altid børn og kvinder i søgeren. Hun opnåede stor international anerkendelse og var med "De pokkers unger" fra 1947 den første til at lave egentlige børnefilm i Danmark. Hendes storhedstid var i 1940'erne, hvor hun sammen med Bjarne Henning-Jensen skabte en række realistiske og socialt engagerede film, der regnes som ubestridelige klassikere i dansk film. Senere i karrieren blev hun kritiseret for at være utidssvarende og sentimental, men hun var en energisk og stålsat kvinde, der ikke sympatiserede med rødstrømpebevægelsen, og som i 1967 til Berlingske Tidende udtalte: "Det jeg nødigst vil(...) er at blive betragtet som en pige, der laver film. Når jeg arbejder, er jeg intetkøn. (...) I dag tror jeg ikke der er nogen i min flok der tænker på, om jeg er høj eller lille, pige eller mand. Jeg er bare instruktøren, den, der skal træffe afgørelserne. Og sådan skal det være...".

Se "Palle alene i verden" på www.filmstriben.dk.

Selvbiografi: "Da verden var vores", Astrid Henning-Jensen og Barbara Gress (Aschehoug, 1999).