Berthe Qvistgaard

Skuespiller. Født 11/8 1910, død 24/10 1999 - 89 år gammel. Gift i 1935 med pianist Ole Willumsen (1908-72).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1931-33 med debut på teatret i 1933. En omfattende teaterkarriere med et alsidigt udvalg af roller indenfor alle genrer. I Dansk biografisk leksikon (1982) omtales hun som sin generations mest suveræne og spændende kvindelige talent, og hendes talents "særart og spændvidde" fremhæves, tillige med hendes stærke erotiske udstråling.

I 1967 blev hun af kulturminister Bodil Koch udpeget som den første rektor for Statens teaterskole, som startede i 1968. Denne post bestred hun frem til 1979 og genoptog herefter i et vist omfang sin skuespillervirksomhed.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hun var et af dansk teaters mest respekterede navne og markerede sig også stærkt på film, men mest i komedier og kun meget sporadisk efter 1960.

Hun debuterede ret intetsigende med en mindre rolle som meget smilende journalist i Lau Lauritzen seniors tysk-inspirerede komedie "De bør forelske Dem" (1935), men året efter gav samme instruktør hende hovedrollen som den frigjorte forfatterinde i det anderledes velskrevne komediedrama "Giftes - nej tak!" (1936).

Her viser hun for første gang en af sine specialiteter: den selvstændige begavede moderne kvinde med et frigjort forhold til mændene. Smukt fotograferet og klædt er hun både forførende og begavet. Og som den skandale-omsuste næsten-feminist, der under pseudonymet Ulla Ironica har skrevet bestselleren "Skabningens herre i tøfler", betog hun i voldsom grad både datidens store unge kritiker Frederik Schyberg og en 11-årig Jens Kistrup.

Med sin lidt ru stemme og sine store udtrykfulde øjne er hun næsten lige så suveræn som temperamentsfuld korpige i "I Dag begynder Livet" (1939), i samspil med den intelligente og vittige Sigfred Johansen. Også her blandes komedie og dramatik, og hun rammer alle tonarter lige rent. Hun og Sigfred Johansen står usædvanlig godt til hinanden, og i sine næste to film danner hun igen par med Johansen: det interessante nævningedrama "Familien Olsen" med Osvald Helmuth og den veloplagte komedie om landlivets glæder, "Pas på Svinget i Solby" (1940), hvor hun er en kvik, overfladisk københavnerpige strandet hos en provinspræst.

Datidens bedste komedieinstruktør Johan Jacobsen bruger hende som en raffineret fristerinde i både "Tobiasnætter" (1941) og "Baby paa Eventyr" (1942) - det er den rene fryd. Der er en ironi og skarphed i Qvistgaards spil, som sjældent ses i datidens danske film. Og så er der varmet op til to dramaer, hvor hun er femme fatale: Laus Lauritzens "Jeg mødte en morder" (1943), hvor hun igen er forfatterinde, og Bodil Ipsens "Besættelse" (1944), hvor hun i en sort silkekjole fordrejer hovedet på familiefaderen Johannes Meyer. Især i "Besættelse" er den erotiske udstråling påfaldende stærk, måske på grund af Bodil Ipsens instruktion.

Herefter tyndede filmrollerne ud, både i antal og kvalitet. Dog fik hun et fint come-back, endnu engang som forfatterinde, i den spinkle, men charmerende familiekomedie "Hold fingrene fra mor" (1951), hvor hun som selvforsørgende mor til fire jonglerer elskværdigt og frisindet med tre forhenværende ægtemænd.

I "Ung leg" (1956) lægger hun derimod krop til filmens bonerthed som overbekymret konservativ mor, så det er rart atter at se hende i skæg, frisindet udgave i Peer Guldbrandsen-komedien "Mariannes bryllup" (1958).

Hun brød en filmpause på 13 år for at være med i den feministiske farce "Ta' det som en mand, frue" (1975), hvor hun er lægen, der kurtiserer de mandlige 'sygeplejersker'. Men hendes karriereslutnings klart bedste filmrolle er den varme, solidariske og kloge bedstemor i Morten Arnfreds nyklassiker "Johnny Larsen" (1979). [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]