Birgitte Federspiel

Skuespiller. Født 6/9 1925 - død 2/2 2005, 79 år gammel. Datter af skuespiller Ejner Federspiel (1896-1981) og skuespillerinde Gunver Fønss.

Uddannet på Frederiksberg Teaters elevskole 1943-45. 1945-47 ved Odense Teater, 1947-62 på Folketeatret, 1962-65 på Det ny Teater og siden 1979 fast knyttet til Odense Teater.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Hendes høje, slanke skikkelse og åndfuldt-forfinede træk giver hende naturligt rollen som borger-kvinden med aristokratisk præg og dannet stemmeføring. Og det lidt søvnige, slørede bliks hang til det sørgmodige antyder ofte tragiske undertoner. Men der har været afvigelser fra normen, mest bemærkelsesværdigt i Carl Th. Dreyers "Ordet".

Som teenager fik hun to småroller, og derefter blev det nogle år kun til ret ordinære biroller, f. eks. sorgfuld svigtet kæreste i "I de lyse nætter" (1948). Hun illuderer godt i en birolle som den begavede lægedatter i Ole Palsbos satire "Familien Schmidt" (1951). Men i 1952 fik hun hovedrollechancen med komedien "Kærlighedsdoktoren", hvor hun som bebrillet, overbeskyttet akademiker gennemfører det store forældreopgør ved på egen hånd at drage til Hornbæk. Helge Kjærulff-Schmidts akavede brevkasse-redaktør Tante Oda er den uventede prins i den underholdende Askepot-historie, hvor Federspiel kun menes at kunne stråle i skønhed, hvis hun smider sine akademikerbriller.

Hun spidder præcist en lunefuld primadonna i Johan Jacobsens endnu mere underholdende "Vi som går stjernevejen" (1956), men alvoren er hendes naturlige element, som det ses af hendes stærke, varme og renfærdige gårdmandskone Inger i Dreyers "Ordet" (1955). Her skinner en fint antydet humor dog også igennem i hendes scener med faderen Henrik Malberg.

Hun udkæmper en tapper kamp med patetisk-teatralske replikker i Johan Jacobsens sommerhus-kammerspil "En fremmed banker på" (1959), hvor hendes samlejescene med Preben Lerdorff Ryes kollaboratør fremkaldte et censurforbud, der endte med et fraklip på ni sekunder. - "Birgitte Federspiel giver sig hen", lød en anmelderoverskrift med slet skjult misbilligelse (Berlingske Tidendes Svend Kragh-Jacobsen).

Herefter står den på biroller af stærkt vekslende kvalitet. Hun omfortolker dristigt Kulsoen i "Gøngehøvdingen" (1960) som seksuelt udfordrende, men resultatet er overstyret. Og som den lesbiske nabo i Johannes V. Jensen-filmen "Gudrun" (1963) og den hysteriske hustru, der får endefuld i "Dyden går amok" (1966), går det endnu værre. Bedre er hendes rendyrkede skurkinde i "Drømmen om det hvide slot" (1961) og følelsesbevægede skovrider-frue i Herman Bang-filmen "Tine" (1964).

Hun er psykiater i den engelske science fiction-film "Z. P. G." (1972) med Oliver Reed og Geraldine Chaplin; ses i kuriøst samspil med faderen Ejner Federspiel i "Olsen-banden går amok" (1973), kun en lille rolle; er pudsig som Jørgen Rygs forvirrede mor i "Fængslende feriedage" (1978); og statelig som dronning Caroline Amalie i "Peter von Scholten" (1987). Samme år ses hun igen af et verdenspublikum, nu som vestjysk præstedatter i "Babettes Gæstebud". Selv om hun som type snarere hører hjemme i Bredgades fornemme borgerstuer, når hun i de afsluttende måltidscener frem til øjeblikke af stærk, renfærdig følelse, især i samspillet med Jarl Kulle. Hun har næppe nogensinde været smukkere.

Lidt inde i 1990'erne får hun igen gang i filmkarrieren og yder en med god grund Bodil-nomineret præstation som den demente plejehjemspatient i Helle Ryslinges "Carlo og Ester" (1994), et dristigt, kompromisløst og rørende portræt. Hun ses desuden i afsnit 9 og 11 af tv-serien"Taxa" (1997-99) i en mindre rolle som mor til Jesper Langbergs direktør Magnussen. I Jesper W. Nielsens børnefilm for voksne, "Forbudt for børn" (1998), er hun den lettere groteske bedstemor. Endelig er hun i splatter-gyseren "Kat" (2001) gevaldig i stødet som ildevarslende åndemanerske med udpræget talent for jobbet. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]