Ebbe Langberg

Skuespiller. Født 1/8 1933, død 3/2 1989 - 55 år gammel. Søn af skuespiller Sigurd Langberg (1897-1954) og storebror til skuespiller Jesper Langberg (f. 1940).

Uddannet på Odense Teaters elevskole i begyndelsen af 1950'erne efter at være dumpet to gange til optagelsesprøven på Det kgl. Teater. Gennembrud som revyskuespiller i 1955. Chef for Aalborg Teater 1968-73 og derefter for bla. Det Danske Teater (een sæson) og Rialto Teatret fra 1982 til sin død.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

I perioden 1956-64 medvirkede han i 36 film og havde hovedroller i langt de fleste. At denne voldsomt koncentrerede aktivitet falder sammen med den kunstnerisk svageste periode i dansk film siden 1930'erne - og netop ligger i årene omkring 1960 - er næppe helt tilfældigt. Midt i en kold krigs-tid blev Ebbe Langberg vores strunke bolvæk mod Øst - til vands, til lands og i luften er han en omvandrende honnør for konge, fædreland og nationens Nato-sikrede uovervindelighed.

Langberg er ikke blot en udpræget personality-skuespiller - hans personlighed understreger konsekvent det éndimensionelle.

Han er inkarnationen af mandig kækhed og redebon potens, og kun et mildt anstrøg af gavtyve-frækhed og egoistisk farlighed forhindrer hans evige friskhed i at blive utålelig fersk. Han blev pigernes tilbedte biografhelt uden egentlig at have det romantiske ydre til det. Gennemslagskraften lå i den selvsikre facon, det faste blik, den myndige replik. Han er forføreren som befalingsmand - i første-elskerfaget langt mere begrænset end forgængeren Poul Reichhardt, ja end rivalen Ib Mossin.

Han begyndte som en habil, naturligt charmerende barneskuespiller i "Ditte Menneskebarn" (1946) og "De pokkers Unger" (1947). Men allerede i en birolle i "Vi som går stjernevejen" (1956) har han anlagt sin kække kommandofacon, og det folkelige gennembrud kommer, da han spiller Ib Mossins ikke særlig vellignende tvillingebror i "Flintesønnerne" (1956). Herefter er hans sergent i Soldaterkammerat-filmene mere end noget andet med til at cementere hans image, der med sin blanding af det drengede og stålsatte står godt til uniformen. Og selvsikkerheden er også ganske effektiv, når den får en hældning mod det fandenivoldske som i "Jetpiloter" (1961).

Langberg indså selv popularitetens og talentets begrænsning og satsede i disse år som populær stjerne målbevidst på at uddanne sig til filminstruktør. Det blev han også, med relativt små resultater. Hans klart bedste arbejde er den indtagende vaudevillefilm "Tre små piger" (1966). Han fik et birollecome-back som ledende kriminalmand i Jens Okking-filmen "Skytten" (1977), og han ses i en meget lille rolle i den fejlslagne Just Betzer-produktion "Girl in a Swing" (Pigen i gyngen, 1988). Men modsat broderen Jesper lå hans hjerte ikke i skuespilkunsten, men i teaterarbejdet som direktør og instruktør. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]