Skuespiller. Født 22/3 1971.
Uddannet på Statens Teaterskole 1992-96.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Iben Hjejles kombination af høj hjemlig status og international succes skiller hende ud fra de
øvrige kvindelige frontfigurer i hendes talentfulde skuespillergeneration. Hun har på to år (2000-01) haft større roller i tre amerikanske film, mens hun herhjemme kun har markeret sig afgørende i en enkelt - Søren Kragh-Jacobsens Dogmefilm "Mifunes sidste sang" (1999), der blev hendes gennembrud.
Her spiller hun luksusluderen Liva på flugt fra en telefonchikanerende psykopat. Livas tilværelse vender på en tallerken, da hun søger skjul som husholderske på en forfalden gård på Lolland, og derfor kræves det af Hjejle, at hun både kan finde udtryk for hårdheden og sødmen, den smertelige luder-erfaring og den nye befriede livsfølelse.
Ikke blot løser hun opgaven suverænt, men hun viser også et af den slags pivåbne ansigter, kameraet elsker - et nærvær, der bliver magnetiserende gennem sin selvfølgelighed. Hun kan rense ethvert skin af beregning ud af sin præstation og strør i stedet gavmildt om sig med mundrette replikker. Uden tilsyneladende at ville gøre indtryk skaber hun sine bedste virkninger. Og så kan hendes spontane smil smelte stenhjerter, inden det bliver et godt gammeldags grin.
Ingen af Hjejles tidligere filmpræstationer havde forberedt én på denne suveræne frigjorthed - ja, hun er i "Mifunes sidste sang" svær at genkende fra tidligere roller.
Ikke at de passerede ubemærket. Med sin specielle hæse stemme er hun lige ved at gøre kronisk astma-forsnottethed til en sød attraktion i en fin komisk birolle i Lotte Svendsens tv-film med Malene Schwartz, "Mors dag" (1996). Og i Anders Gustafssons afslutningsfilm fra Den Danske Filmskole, "Svensk roulette" (1997) har hun en afvæbnende, skarp selvstændighed som en servitrice, der forelsker sig i en hasardspiller.
Instruktøren Niels Arden Oplev har æren for at have givet hende de to første større filmroller, men han gjorde hverken meget for hendes look eller talent: rollerne er tynde og utaknemmelige. Hun debuterer - inden hun kom på teaterskole - i Ardens novellefilm "Nøgen" (1992) som en indesluttet pige, der vakler mellem to unge fyre og skal beslutte sig til abort. Grimt sminket og påklædt og med glinsende kastaniebrunt hår er hun nærmest uigenkendelig i sin kølige, lidt stive, indadvendte smerte. Og rollen som umælende voldsoffer og pusher-vedhæng i Ardens overstyrede Ålborg-krimi "Portland" (1996) er først og fremmest mærkelig casting - "Jeg havde store problemer med at gøre Iben grim", som instruktør Arden klagede i Ekstra Bladet efter premieren.
Også andre af hendes danske roller nærmer sig talentspild: hun ses i periferien af novellefilmen "Sinans bryllup" (1997) som bartender (igen sminket til ukendelighed), og efter en lille rolle i thrilleren "Besat" (1999) klippes hun helt ud af komedien "Den eneste ene" (1999).
Men udlandet havde som bekendt mere sans for talentet og udstrålingen. Hendes rolle som rock-
freaken John Cusacks kæreste Laura i Stephen Frears' "High Fidelity" (1999) står som nummer seks på rollelisten, men er den stærkeste kvindefigur i filmen, og præstationen blev da også fremhævet af mange internationale anmeldere. Stephanie Zachareck skrev i det ansete internet-kulturmagasin Salon: "Hjejles Laura er i enestående grad sympatisk. Hun er så nøgtern og jordbunden, at det fuldstændig klart fremgår hvorfor hun irriteres voldsomt over en fyr som Rob, der nægter at blive voksen. Men man kan også klart se, at det netop er hendes tålmodighed og sindsro, han har brug for".
Præstationen, der fik en anden amerikansk kritiker til at kalde hende "en vanilleis-blanding af Marianne Faithfull, Julie Christie og Robin Penn Wright", efterfulgtes af en birolle i "Blinkende lygter" (2000), hvor hun - som i "High Fidelity" - sættes op som den gennemskuende, men ikke rethaveriske kvinde overfor en mand, der stadig agerer drengerøv: Søren Pilmarks 40-årige gangsterleder. Og selv om rollen er lille, forsøger Anders Thomas Jensen ikke - som mange af sine landsmænd - nærmest at camouflere de stjernekvaliteter, der forhåbentlig også vil fremgå af hendes to kommende amerikanske film, valgt mellem mange tilbud. "Dreaming of Julia" (2001) er en cubansk historie fra 1950'erne med Harvey Keitel; "My Napoleon" (2001) med Ian Holm en historisk fantasi, og i begge tilfælde arbejder Hjejle sammen med unge uetablerede instruktører.
Et eksperiment er også Peter Bays discount-satireserie "Løjserne" (2001) på TV2 Zulu, hvor hun i samspil med Martin Brygmann debuterer som crazykomiker i vildt karikerede multiroller. Også denne disciplin behersker hun (især som subsistensløs løjser), men ikke bedre end flere andre danske sjove piger. Hvad hun formår i drama og komedie, er derimod exceptionelt både ude og hjemme. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Shabholm | 2023 | Stemme | DK/Spillefilm |
En smuk forbandelse | 2021 | Engel | DK/Spillefilm |
Mugge & vejfesten | 2019 | Kirsten | DK/Spillefilm |
Dicte 3 | 2016 | Dicte Svendsen | Tv-serie |
Ditte & Louise - Sæson 2 | 2016 | Iben Hjejle | Tv-serie |
Klovn Forever | 2015 | Iben | DK/Spillefilm |
Freak Out | 2014 | Ida Hoffmann | U/Dokumentarfilm |
Dicte 2 | 2014 | Dicte Svendsen | Tv-serie |
Vokseværk | 2014 | Birte | DK/Kort fiktion |
Dicte 1 | 2013 | Dicte Svendsen | Tv-serie |
Rosa Morena | 2011 | Christine | DK/Spillefilm |
Mumitroldene og jagten på kometen | 2010 | Snorkfrøkenen | U/Spillefilm |
Klovn - The Movie | 2010 | Iben | DK/Spillefilm |
Flugten | 2009 | Rikke Lyngvig | DK/Spillefilm |
Spøgelser i mørket | 2009 | Medvirkende | U/Spillefilm |
Boy Meets Girl | 2008 | Kathrine Poulsen | DK/Kort fiktion |
Modstand | 2008 | Bella | U/Spillefilm |
Rejsen til Saturn | 2008 | Susanne | DK/Spillefilm |
Bee Movie - det store honningkomplot | 2007 | Vanessa Bloom | U/Spillefilm |
Han, hun og Strindberg | 2006 | Liza | DK/Spillefilm |
Skyllet væk | 2006 | Rita | U/Spillefilm |
Direktøren for det hele | 2006 | Lise | DK/Spillefilm |
Anna Pihl | 2006 | Mikala Hansen | Tv-serie |
Julie | 2005 | Julies mor | Tv-serie |
Det danske dogmeri | 2005 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Tilbageblik på 'Mifunes sidste sang' | 2005 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Klovn | 2005 | Iben | Tv-serie |
Inkasso | 2004 | Laura | DK/Spillefilm |
Strings | 2004 | Zita | DK/Spillefilm |
Monstertorsdag | 2004 | Sara | U/Spillefilm |
De frygtløse - The muuhvie | 2004 | Grace | U/Spillefilm |
Stor ståhaj | 2004 | Angie | U/Spillefilm |
Den gode strømer | 2004 | Louise | DK/Spillefilm |
Skagerrak | 2003 | Marie | DK/Spillefilm |
Annas dag | 2003 | Anna | DK/Kort fiktion |
Manden bag døren | 2003 | Lizzie | DK/Spillefilm |
Asterix & Obelix - Mission Kleopatra | 2002 | Kleopatra i dansk version | U/Spillefilm |
Gamle mænd i nye biler | 2002 | Mille | DK/Spillefilm |
En vild familie | 2002 | Bree | U/Spillefilm |
H.C. Andersen: Der var engang... | 2002 | Stemme | Tv-serie |
Farvel | 2001 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Løjserne | 2001 | Medvirkende | Tv-serie |
Gottlieb | 2001 | Philipsen | DK/Kort fiktion |
Langt fra Las Vegas | 2001 | Liva, arkitekt og pressechef | Tv-serie |
Monsters, Inc. | 2001 | Celia | U/Spillefilm |
Banjos likørstue | 2001 | Medvirkende | Tv-serie |
High Fidelity | 2000 | Laura | U/Spillefilm |
Dinosaurerne | 2000 | Nira | U/Spillefilm |
Bånd på livet | 2000 | Alberte | DK/Kort fiktion |
Blinkende lygter | 2000 | Therese | DK/Spillefilm |
Mifunes sidste sang | 1999 | Liva | DK/Spillefilm |
Den jyske forbindelse | 1999 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Besat | 1999 | Berit | DK/Spillefilm |
Ved Stillebækken | 1999 | Louise, stuepige på Dale Slot | Tv-serie |
Svensk roulette | 1997 | Rebekka | DK/Kort fiktion |
Jacobs liste | 1997 | Marie Louise | DK/Kort fiktion |
Den hemmelige tunnel | 1997 | Ida | Tv-serie |
Sinans bryllup | 1997 | Lulu | DK/Kort fiktion |
Portland | 1996 | Eva, Lasses søster | DK/Spillefilm |
Mors dag | 1996 | Karen | Tv-film |
Pigen med de grønne øjne | 1995 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Nøgen | 1992 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |