Inger Bjarne

Kostumier. Født 7. december 1898 (opr. Bjarneg), død 5. maj 1992. Gift med kostumier og regissør Søren Bjarne (1896-1943) og mor til kostumetegner Ellen Bjarneg (1923-1987), sminkøse Birgit Bjarneg (1928-1987) og sminkøse Lili Bjarneg (1931-1998).

Inger Bjarne begyndte i filmbranchen ved et tilfælde. Hun og hendes mand, Søren Bjarne, begyndte oprindelig som skuespillere hos Nordisk Film. Hun fik småroller i nogle af de allerførste talefilm, men da hendes mand blev ansat som regissør og kostumier, og eftersom de altid arbejdede sammen, blev hun også ansat. Gennem hele sin karriere – over 30 år – var hun ansat på Nordisk Film og arbejdede tæt sammen med instruktører som Erik Balling, Benjamin Christensen og Torben Anton Svendsen. Foruden at designe og sy kostumer styrede hun Nordisk Films store kostumelager, som også udlejede til andre selskaber. Kostumelageret var et yndet sted for Erik Balling, som i sin selvbiografi skriver: ”Det begynder altid med, at skuespilleren tager et eller andet på.”

Inger Bjarne var både kostumier på film, der foregik i samtiden og historiske film. Til de nutidige film indkøbte man ofte færdigsyet tøj. Skuespillerinderne brugte aldrig deres eget, mens mændene som regel gjorde. Alle kostumer skulle dog godkendes af instruktøren og fotografen. Til farvefilmene blev scenografen også inddraget i udvælgelsesprocessen. Når der skulle laves historiske film, var det mere krævende. Til ”Sørensen og Rasmussen” (1940) skabte Inger Bjarne 46 historiske kjoler. Den overdådige krinolinekjole til Bodil Ipsen (i rollen som Grevinde Danner), krævede grundig research på Nationalmuseet og Det kgl. Bibliotek. Dernæst kom problemet med at skaffe 15 meter brokadestof og 50 meter blonde under krigen. Denne ene kjole kostede over 1000 kr. og blev senere klippet op og genbrugt i andre film på grund af materialemangel.

Musicalen ”Mød mig på Cassiopeia” (1951) var også en stor opgave. Fx var korpigernes netstrømper svære at skaffe. I stedet for originale strømper fra Belgien til 85 kr. parret fandt Inger Bjarne på, at hun kunne købe noget stormasket fiskenetstof, farve det sort og sy strømperne – ingen kunne se forskel.

Inger Bjarne stoppede på Nordisk Film i 1965. Aftenbladet spurgte hende i 1953 om hendes ønsker for fremtiden, og hun svarede: ”Jeg ønsker blot at fortsætte som nu. Det er ofte en hektisk levevej, men den er morsom. I tidens løb har den givet mig indblik i mangt og meget og også ført mig på rejser. […] Arbejdet beslaglægger mig helt, men jeg læser meget, også om kostumer og mode. Det bliver man nødt til.”