Jørgen Ryg

Skuespiller. Født 11/8 1927, død 28/8 1981 - 54 år gammel.

Begyndte som tegner og musiker. Jørgen Ryg var en dygtig jazztrompetist og havde midt i 50'erne sin egen kvartet. Kom til Dansk skolescene, hvor han blev ansat som regissør, og fik herfra engagementer som skuespiller, bl.a. i et par revyer og på Riddersalen. Gennembruddet kom i 1960, hvor Stig Lommer hentede ham til ABC og Aveny og parrede ham med Preben Kaas. Ryg fik en omfattende scenekarriere, der overvejende udfoldede sig i den komiske genre, men hans talent rummede andet og mere end det, hvilket han bl.a. viste i de moderne absurde stykker, han medvirkede i i 60'erne, og ikke mindst i en række tv-roller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Jørgen Ryg var ubestrideligt en af sin tids bedste danske komikere - sammen med Preben Kaas og Dirch Passer del af et trekløver, der fornyede og forgyldte revykomikken i 1960'erne og 1970'erne. På film udfolder hans særegne, sørgmodigt tonede komik sig kun med mellerum. Men når han kunne rendyrke sin personlighed - den lille mand, der er lutter kejtet distraktion - fremstod han også på film som en sublim kunstner med et skær af de store klovners poesi i sit barnlige uskyldsvæsen.

Jørgen Ryg ville oprindeligt slet ikke være skuespiller. Hans hjerte lå i jazzen, og det var da også som den unge, swingende jazztrompetist, at han kom ind i dansk film. Hans tidligste roller er som sig selv - trompetisten i baggrunden, ofte helt uden replikker. Sådan debuterede han i komedien "Sukceskomponisten" (1954), og sådan ser vi ham i film som "Tante Tut fra Paris" (1956), "Vi som går stjernevejen" (1956) og Nina og Frederik-filmen "Kærlighedens melodi" (1959). I "Forelsket i København" (1960) afkræves han lidt mere skuespil - hér spiller han trommer, ikke trompet, i Henning Moritzens orkester.

Han fik sin første mere substantielle rolle som fængslet modstandsmand i besættelsesfilmen "Frihedens pris" (1960) - en lille rolle, lavmælt fremstillet, men med stor effekt i en ellers ringe spillet film.

På dette tidspunkt, i starten af 1960'erne, var han begyndt at danne komisk par med Preben Kaas på ABC-Teatret - og de to har en lille gæsteoptræden sammen i Kjeld Petersen-komedien "Løgn og løvebrøl" (1961). Samme år fik Ryg en birolle i Preben Kaas' og Paul Hagens ufikse komedie "To skøre ho'der" - og som geværsvingende, drævende sjællandsk bonderøv leverer han - ligesom "I Frihedens pris" - filmens mest vellykkede øjeblikke. Han er så sjov, at det er værd at se filmen bare for hans korte medvirken.

Og da han i starten af Leif Panduros og Palle Kjærulff-Schmidts gennembruds-tvspil "En af dagene" (1963) vågner efter at have sovet over sig, sætter sig tvært op i sengen med morgenhår og tænder dagens første cigaret, akkompagneret af sin kones misbilligende bemærkninger i baggrunden, indvarsler hans forhundsede kontormand en ny realisme-æra i dansk tv-dramatik.

Det dramatiske talent var indlysende og allerede her tilsat et skær af iboende tragi-komik. Og året efter indspillede han med "Selvmordsskolen" (1964) sin bedste film - eller i hvert fald den, der passer bedst til hans talent og giver bedst plads. Rollen som den lidt melankolske hverdagsdansker, der kastes rundt i en absurd parodi på et kvælende velfærdssamfund, er skrevet til ham af instruktøren Knud Leif Thomsen, og selv om filmen mildt sagt er ujævn, giver den Ryg mulighed for at tegne sin figur i tragikomiske detaljer.

I Ellehammer-filmen "Nu stiger den" (1966) dukker han kort op sammen med Preben Kaas. Ikke noget særligt, men parret skaffede alligevel filmen nogen omtale, fordi de kort før premieren havde afbrudt deres samarbejde på ABC-Teatret under stor mediebevågenhed.

I "Tre mand frem for en trold" (1967) har han igen Knud Leif Thomsen bag kameraet. Men denne satiriske historie om en naturelsker (Ryg), en professor (Ebbe Rode) og en sensationsjournalist (Axel Strøbye) på troldejagt i Sverige humper livløst afsted, og Ryg selv spiller som om han er i trance.

"Nøglen til Paradis" (1970) er ikke meget bedre, en lidt slatten satire over Tjæreborg-præsten Eilif Krogager - men Ryg har en enkelt morsom scene som konfus hotelportier i fint revykomisk samspil med Dirch Passer. Og han ses igen med Dirch Passer i Kirsten Stenbæks crazykomedie "Lenin, din gavtyv!" (1972), hvor han har rollen som adjudant for Passers general. I 1974 forevigedes teaterfarcen "Den kyske levemand" på film og blev - trods primitiv teknisk kvalitet - en interessant dokumentation af en af Rygs største teatersucceser.

Jørgen Ryg sluttede sin filmkarriere med en stribe folkekomedier i 1970'ernes karakteristiske grovkornede stil. Men inden da har han i Sven Holms og Ole Roos' tv-film "Syg og munter" (1974) leveret en præstation, der er tæt på hans ypperste: den kværulantiske invalidepensionist er på samme tid komisk og hjerteskærende. I "Julefrokosten" (1976) - og fortsættelsen "Firmaskovturen" (1978) - kammer hans sørgmodige hverdagsmand over i det suttede, trods flere gode komiske momenter og en solidaritet med rollen, som de øvrige medvirkende ikke kan mønstre. Hans fordrukne delirium i slutningen af "Julefrokosten" veksler mellem det hysterisk morsomme og det rent ud skræmmende!

Han leger Olsen-banden med Dirch Passer og Preben Kaas i den lavoktane kup-komedie "Alt på et bræt" (1977) - Rygs komik passer ikke til absurde forklædninger! - og trekløveret genforenes i "Fængslende feriedage" (1978).

Filmen bliver Rygs (og Passers) sidste, og for Ryg er den ikke noget uværdigt punktum: som den midaldrende, underkuede vandværksfunktionær, søn og ægtemand, der havner i Maribo Arrest efter en gang uforvarende spirituskørsel, har han en rolle, der er som skræddersyet. Og selv om filmen falder fra hinanden efter en times tid, får han skabt en mindeværdig figur, der har flere fællestræk med de personer, han udødeliggjorde i sine berømmede revymonologer. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Birgitte Ryg: Jørgen Ryg (1992).