enda
Person

Jytte Rex

(1942 – )

Filminstruktør, billedkunstner, fotograf, forfatter. Født 19/3 1942. Uddannet maler på Det kgl. Danske Kunstakademi 1963-67. Autodidakt filmskaber. Som billedkunstner har Jytte Rex holdt en lang række separatudstillinger samt deltaget i gruppeudstillinger i ind- og udland.


Hun spillefilmdebuterede i 1977 med "Veronicas svededug", hvor hun selv stod for både fotografering og lyd. Her valgte hun amatørformatet super-8, som efterfølgende blev blæst op til biografformat. Som filmkunstner har Rex helt fra starten benyttet kameraet som en pensel og projiceret sine indre billeder op på filmlærredet og dermed skabt sit eget helt personlige udtryk. Som tilskuer træder man ind i hendes særegne drømmelignende universer, befolket med mytiske figurer og fyldt med mosaikmønstre og vindeltrapper. Tiden står næsten stille og dermed giver hun tilskueren mulighed for at opleve og fordybe sig i de magiske, flertydige billeder. Hun har ofte peget på den argentinske forfatter Jorge Luís Borges som inspirationskilde til sin labyrintisk, søgende form og sin optagethed af erindringens spor og former. "Den erindrende" (1985) bygger direkte på Borges' fortællinger. Tematisk kredser flere af Rex' film om kvinder, kvinders erfaringsrum og kvindeliv.


Senest har hun markeret sig med portrætter af samtidens store kunstnere: "Inger Christensen - cikaderne findes" (1998), "Palle Nielsen - mig skal intet fattes" (2002) og "Pelle Gudmundsen-Holmgreen: musikken er et monster" (2007), "Henning Larsen - passage i lys og rum" (2012).


Jytte Rex debuterede som forfatter i 1972 med "Kvindernes bog", en række bearbejdede kvindemonologer, som blev en klassiker i kvindefrigørelsens første år. Siden har hun udsendt en række billedbøger, deriblandt billedromanen "Jeg har ikke lukket et øje" (1978), "Aske, tid og ild" (1995, fotografier og tekster) og "Dobbeltgænger" (2007 - malerier og fotografier).

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Henning Larsen - lyset og rummet 2012 Instruktion, Manus, Foto DK/Dokumentarfilm
Pelle Gudmundsen-Holmgreen: Musikken er et monster 2007 Instruktion, Manus, Foto, Lyd DK/Dokumentarfilm
The voice of Iran 2006 Foto DK/Dokumentarfilm
Pigen med fletningen 2005 Instruktion, Manus, Foto, Lyd DK/Dokumentarfilm
Silkevejen 2004 Instruktion, Manus, Fotograf DK/Spillefilm
Floden 2003 Instruktion, Manus, Foto DK/Eksperimentalfilm
Palle Nielsen - mig skal intet fattes 2002 Instruktion, Manus, Foto DK/Dokumentarfilm
Inger Christensen - Cikaderne findes 1998 Instruktion, Manus DK/Dokumentarfilm
Planetens spejle 1992 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Isolde 1989 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Den erindrende 1985 Instruktion, Manus DK/Eksperimentalfilm
Belladonna 1981 Instruktion, Manus, Producer DK/Spillefilm
Achilleshælen er mit våben 1979 Instruktion, Manus DK/Spillefilm
Veronicas svededug 1977 Instruktion, Manus, Foto, Lyd, Producer DK/Eksperimentalfilm
Smertens børn 1977 Medvirkende DK/Spillefilm
Tornerose var et vakkert barn 1971 Instruktion, Manus, Foto, Klip, Lyd DK/Eksperimentalfilm