Drama om kvinden Isolde, som efter et selvmordsforsøg beslutter sig for at forlade sin mand, der er politiker. På biblioteket, hvor hun arbejder, træffer hun en lidt naiv student. Det bliver dog en mere moden og mandig type, Isolde forelsker sig i, en tidligere lejesoldat med barske oplevelser bag sig. Den jaloux ægtemand opsøger imidlertid soldaten og vil hyre ham til at begå et mord. Dette er led i en ond intrige, der får tragiske følger for Isolde og soldaten.
"Isolde" var et projekt, som var længe undervejs, da flere af Filminstituttets konsulenter afslog at støtte det. Filmen fik imidlertid fine anmeldelser. Den bød på en mere kontant historie end Jytte Rex' tidligere film, men var stadig først og fremmest et billeddigt i hendes helt særegne stil, hvor velkendte københavnske lokaliteter blandede sig med drømmeagtige visioner.
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: 'Danske spillefilm 1968-1991' (1993).
Mere information
Erik Hvidt: Interview med Jytte Rex. Tusind Øjne 113/1989.
Anne Jerslev: Til døden Jer skiller. Kosmorama 188/1989.
Ib Michael: Isolde. Levende Billeder 3/1989.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.