Kirsten Rolffes

Skuespiller. Født 20/9 1928, død 10/4 2000 - 71 år gammel.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1948-50 efter at have gået på Frederiksberg Teaters elevskole ét år. Ansat på Det kgl. Teater 1950-63. Siden engagementer ved en lang række skiftende teatre. I 1988 vendte hun tilbage til nationalscenen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Kirsten Rolffes' karriere strakte sig over 50 år som anerkendt scenekunstner. Men det var først i de sidste ti år, at hun på film og i tv blev forvandlet fra relativt anonym birolleskuespiller til prisbelønnet populær skikkelse. Hypokonderen og spiritisten Fru Drusse i Lars von Triers "Riget" blev kulminationen på et karriereforløb, der ikke kunne drage fordel af nogen ydre charme, men helt og holdent måtte forlade sig på indre glød, markant personlighed og robust talent.

Hun filmdebuterede i 1950'erne i et par lidet bemærkelsesværdige småroller. Mest interessant er "Gengæld" (1955), hvor hun spiller en ung kvinde med traumatisk bagage fra Besættelsen - faderen var værnemager og begik selvmord for øjnene af hende snarere end at blive taget af frihedsbevægelsen. En højstemt alvorlig, temperamentsbåret og stedvis overspillet præstation.

Rolffes er med rette blevet rost for sin stemme - dyb og meget karakterfuld, ofte sammenlignet med en cello - og i 1950'erne lagde hun stemme til de danske versioner af adskillige klassiske Hollywood-tegnefilm. Man kan bl.a. høre hende i "Askepot" (1950), "Alice i eventyrland" (1951), "Lady og Vagabonden" (1955) og "Hund og hund imellem" (1958).

I 1960'erne falder filmrollerne stadig i meget spredt fægtning. Hun viser sin intensitet i "Hvad med os?" (1963) som den forhenværende frihedskæmper Buster Larsens kone, og hendes spåkone i "I den grønne skov" (1968) er sød og jordbunden.

En af sine største roller fik hun i den forskruede "Rapportpigen" (1974), som Germaine Greer-læsende mandehader, der håndfast hjælper Lise-Lotte Norup (i titelrollen) mod en mand, som forfølger hende. Ellers byder 1970'erne på lidt folkekomedie-bundskrab, samt en mere afrundet præstation som forstående teenager-mor i den tidstypiske "Skal vi danse først?" (1979).

Hun har i 1982 en af sine bedste roller som undertrykt hustru i Bille Augusts tv-film "Maj", der også viser instruktøren på sin højde. I "Dansen med Regitze" (1989) har hun en birolle som Regitzes stramtandede, gennemført urimelige mor - en konsekvent og ikke særlig nuanceret præstation. Og en rolle, der minder om hendes finere fremstilling af Mads Skjerns indremissionske søster Anna i tv-serien "Matador" (1978-81).

I "Den store badedag" (1991) tegner hun sin kleptomaniske, pensionerede luder skarpt og gør hende til filmens mest mindeværdige birolle - hvor de fleste andre overskygges af Erik Clausens kraftspring i hovedrollen. Og hendes folkelige position grundlægges med DR-serien "Landsbyen" (1991), hvor hun er det moderlige centrum med sønnerne Aksel (Niels Skousen) og Frank (Søren Østergaard) - dominerende, men også kærlig.

I 1994 fik hun så den rolle, hun sikkert længst vil blive forbundet med: som den ukuelige Fru Drusse i Lars von Triers "Riget". Det er Drusse, der kitter Triers fantastiske og vildt fabulerende plot sammen, og hendes modige, viljefaste kampånd, som bliver historiens drivkraft. Komisk jordnær og rørende omsorgsfuld for sine 'børn', ånderne, giver hun filmen og tv-serien et menneskeligt centrum af den fornødne tyngde. Og hun trives i den absurde komik sammen med Jens Okking som hendes dvaske søn Buller.

I 1997 viser hun sin fine, nuancerede autoritet som priorinden i Cæcilia Holbek Triers "Nonnebørn". Det blev hendes sidste film, inden en mangeårig kræftsygdom i foråret 2000 fik bugt med hende. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Merete Wilkenschildt: Jeg vil da bare gerne huskes (2000).