enda
Person

Kirsten Rolffes

(1928 – 2000)

Skuespiller. Født 20/9 1928, død 10/4 2000 - 71 år gammel.

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1948-50 efter at have gået på Frederiksberg Teaters elevskole ét år. Ansat på Det kgl. Teater 1950-63. Siden engagementer ved en lang række skiftende teatre. I 1988 vendte hun tilbage til nationalscenen.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


Kirsten Rolffes' karriere strakte sig over 50 år som anerkendt scenekunstner. Men det var først i de sidste ti år, at hun på film og i tv blev forvandlet fra relativt anonym birolleskuespiller til prisbelønnet populær skikkelse. Hypokonderen og spiritisten Fru Drusse i Lars von Triers "Riget" blev kulminationen på et karriereforløb, der ikke kunne drage fordel af nogen ydre charme, men helt og holdent måtte forlade sig på indre glød, markant personlighed og robust talent.


Hun filmdebuterede i 1950'erne i et par lidet bemærkelsesværdige småroller. Mest interessant er "Gengæld" (1955), hvor hun spiller en ung kvinde med traumatisk bagage fra Besættelsen - faderen var værnemager og begik selvmord for øjnene af hende snarere end at blive taget af frihedsbevægelsen. En højstemt alvorlig, temperamentsbåret og stedvis overspillet præstation.


Rolffes er med rette blevet rost for sin stemme - dyb og meget karakterfuld, ofte sammenlignet med en cello - og i 1950'erne lagde hun stemme til de danske versioner af adskillige klassiske Hollywood-tegnefilm. Man kan bl.a. høre hende i "Askepot" (1950), "Alice i eventyrland" (1951), "Lady og Vagabonden" (1955) og "Hund og hund imellem" (1958).


I 1960'erne falder filmrollerne stadig i meget spredt fægtning. Hun viser sin intensitet i "Hvad med os?" (1963) som den forhenværende frihedskæmper Buster Larsens kone, og hendes spåkone i "I den grønne skov" (1968) er sød og jordbunden.


En af sine største roller fik hun i den forskruede "Rapportpigen" (1974), som Germaine Greer-læsende mandehader, der håndfast hjælper Lise-Lotte Norup (i titelrollen) mod en mand, som forfølger hende. Ellers byder 1970'erne på lidt folkekomedie-bundskrab, samt en mere afrundet præstation som forstående teenager-mor i den tidstypiske "Skal vi danse først?" (1979).


Hun har i 1982 en af sine bedste roller som undertrykt hustru i Bille Augusts tv-film "Maj", der også viser instruktøren på sin højde. I "Dansen med Regitze" (1989) har hun en birolle som Regitzes stramtandede, gennemført urimelige mor - en konsekvent og ikke særlig nuanceret præstation. Og en rolle, der minder om hendes finere fremstilling af Mads Skjerns indremissionske søster Anna i tv-serien "Matador" (1978-81).


I "Den store badedag" (1991) tegner hun sin kleptomaniske, pensionerede luder skarpt og gør hende til filmens mest mindeværdige birolle - hvor de fleste andre overskygges af Erik Clausens kraftspring i hovedrollen. Og hendes folkelige position grundlægges med DR-serien "Landsbyen" (1991), hvor hun er det moderlige centrum med sønnerne Aksel (Niels Skousen) og Frank (Søren Østergaard) - dominerende, men også kærlig.


I 1994 fik hun så den rolle, hun sikkert længst vil blive forbundet med: som den ukuelige Fru Drusse i Lars von Triers "Riget". Det er Drusse, der kitter Triers fantastiske og vildt fabulerende plot sammen, og hendes modige, viljefaste kampånd, som bliver historiens drivkraft. Komisk jordnær og rørende omsorgsfuld for sine 'børn', ånderne, giver hun filmen og tv-serien et menneskeligt centrum af den fornødne tyngde. Og hun trives i den absurde komik sammen med Jens Okking som hendes dvaske søn Buller.


I 1997 viser hun sin fine, nuancerede autoritet som priorinden i Cæcilia Holbek Triers "Nonnebørn". Det blev hendes sidste film, inden en mangeårig kræftsygdom i foråret 2000 fik bugt med hende. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Merete Wilkenschildt: Jeg vil da bare gerne huskes (2000).

Filmografi Musik
Titel År Funktion Kategori
Nonnebørn 1997 Priorinden DK/Spillefilm
Riget II 1997 Sigrid Drusse DK/Spillefilm
Verden er vaad og lys 1995 Medvirkende Tv-film
I Lars von Triers rige - en mand og hans tv-serie 1994 Sig selv Tv-dokumentar
Riget 1994 Sigrid Drusse DK/Spillefilm
Tre ludere og en lommetyv 1993 Jensens stemme Tv-serie
Jungledyret 1993 Sabinas mor DK/Spillefilm
Mørklægning 1992 Politisekretær Tv-serie
Sofie 1992 Jonas' mor DK/Spillefilm
Landsbyen 1991 Ingeborg Andersen, husmor Tv-serie
Fædre og sønner 1991 Medvirkende Tv-film
Den store badedag 1991 Fru Frederiksen DK/Spillefilm
Dr. Dip 1990 Krampe Tv-serie
Casanova 1990 Sygeplejerske DK/Spillefilm
Babar - elefanternes konge 1989 Stemme U/Spillefilm
Den lille havfrue 1989 Havheksen Ursula U/Spillefilm
Dansen med Regitze 1989 Regitzes mor DK/Spillefilm
Nanna og Pernille 1988 Medvirkende DK/Kort fiktion
Station 13 1988 Fru Simonsen Tv-serie
Elvis Hansen - en samfundshjælper 1988 Putte von Porter DK/Spillefilm
Sidste akt 1987 Miss Archie DK/Spillefilm
Valhalla 1986 Ravnen Munin/Røskvas og Tjalfes mor DK/Spillefilm
Walter og Carlo (2) - yes, det er far 1986 Viola van Heimvee, Walters mor DK/Spillefilm
Natterytter 1986 Medvirkende DK/Kort fiktion
Walter og Carlo - op på fars hat 1985 Viola van Heimvee, Walters mor DK/Spillefilm
Busters verden 1984 Joannas mor DK/Spillefilm
Otto er et næsehorn 1983 Fru Flora DK/Spillefilm
Een stor familie 1982 Rigmor Gramme Tv-serie
Maj 1982 Lily Tv-film
Strømmens dag 1981 Maggi Tv-film
Gummi Tarzan 1981 Hundedame DK/Spillefilm
Historien om Kim Skov 1981 Medvirkende DK/Kort fiktion
Dirch Passer 1980 Medvirkende Tv-dokumentar
Saxofonen 1980 Medvirkende Tv-film
Skal vi danse først? 1979 Susannes mor DK/Spillefilm
Else Kant 1978 Medvirkende Tv-serie
Halli hallo 1978 Medvirkende Tv-film
Ludvigsbakke 1978 Admiralinde Schleppegrell Tv-film
Matador 1978 Faster Anna, Mads Skjerns søster Tv-serie
Musepatruljen Bernard & Bianca 1977 Medusa U/Spillefilm
Historien om en moder 1977 Stemme DK/Kort fiktion
Louises hus 1977 Lilly Tv-film
En by i provinsen 1977 Forstanderinde Tv-serie
Pas på ryggen, professor! 1977 Sekretær på Slavisk Institut DK/Spillefilm
Det begyndte med Mathilde 1976 En ældre veninde Tv-film
Sønnen fra Vingården 1975 Konsulinden DK/Spillefilm
Rapportpigen 1974 Harriet DK/Spillefilm
Pigen og drømmeslottet 1974 Emma Holgersen DK/Spillefilm
Nøddebo Præstegård 1974 Rasmine, Ovesens kone DK/Spillefilm
Vinterbyøster 1973 Fru Nielsen Tv-serie
Livsens ondskab 1972 Fru Heilbunth Tv-serie
Stoppested 1972 Hilda Tv-film
Hyp lille Lotte 1970 Birte Tv-film
Aristocats 1970 Madame (1971-versionen) U/Spillefilm
Bella 1970 Lizzie Tv-film
Løgneren 1970 Fru Høst DK/Spillefilm
Manden der tænkte ting 1969 Værtinden DK/Spillefilm
En spurv i tranedans 1968 Fruen Tv-film
Lille Claus og Store Claus 1968 Medvirkende Tv-film
Københavnerliv 1968 Medvirkende Tv-serie
I den grønne skov 1968 Spåkonen DK/Spillefilm
De blå undulater 1965 Fru Rasmussen, husholderske Tv-film
Indenfor murene 1963 Medvirkende Tv-film
Hvad med os? 1963 Gorms hustru DK/Spillefilm
Brønden 1962 Medvirkende Tv-film
Den korte dag er lang nok 1962 Medvirkende Tv-film
Hund og hund imellem 1960 Nanny U/Spillefilm
Pas på malingen 1959 Medvirkende Tv-film
Et stykke på vej 1959 Speaker DK/Dokumentarfilm
Tornerose 1959 Magsvejr U/Spillefilm
Forretning er forretning 1958 Medvirkende Tv-film
Havhesten 1958 Medvirkende Tv-film
Don Ferdinand 1958 Medvirkende Tv-film
Den lange julemiddag 1957 Medvirkende Tv-film
Qivitoq 1956 Kirsten Prage, sygeplejerske DK/Spillefilm
Gengæld 1955 Lili Donner, Stefans kone DK/Spillefilm
Lady og vagabonden 1955 Pedro, Tante Sara (1955-vers.) U/Spillefilm
Musefælden 1955 Medvirkende Tv-film
Døden 1953 Medvirkende Tv-film
Peter Pan 1953 Tiger Lily U/Spillefilm
Vi som går køkkenvejen 1953 Olga DK/Spillefilm
Skyggedans 1952 Medvirkende Tv-film
Døden 1951 Medvirkende Tv-film
Alice i eventyrland 1951 Fuglen, Rosen, Syvsovermusen U/Spillefilm
Askepot 1950 Den gode fe U/Spillefilm
Bambi 1942 Stampes, Felines og Pungrottens mor m.fl U/Spillefilm
Dumbo 1941 Matriark U/Spillefilm
Snehvide og de syv dværge 1937 Dronningen (1982-vers.) U/Spillefilm
Musik År Film Funktion
Kaffesangen 1986 Walter og Carlo (2) - yes, det er far Sang