Kurt Ravn

Skuespiller, sanger. Født 29/12 1947.

Uddannet på Statens Teaterskole 1970-73. Omfattende teaterkarriere på skiftende scener - med årene flere roller i de store musicalopsætniner, bl.a. Jean Valjean i "Les Misérable" på Østre Gasværk. Operadebut i "Maskerade", opført i Konzerthaus i Wien i 1996.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Kurt Ravns relativt magre filmkarriere står som et af dansk films mysterier, så sandt som han uden diskussion hører til blandt sin generations dygtigste og mest alsidige skuespillere og allerede tidligt som 'Røde' i "Matador" (1978-81) beviste sin folkelige gennemslagskraft.

Ingen af Matadors hovedkræfter har ganske vist efterfølgende haft en kontinuérlig filmkarriere af betydning (Ghita Nørby kommer nærmest). Og Kurt Ravn var uheldig, da han af kontraktmæssige årsager måtte sig nej til en god hovedrolle som kriseramt landmand i Morten Arnfreds "Det er et yndigt land" (1983) - den rolle, der siden gav Ole Ernst en Bodil. Men tilbage står, at et af landets stærkeste talenter for det meste er blevet enten slet udnyttet eller slet ikke udnyttet af de danske filminstruktører.

Den ungkommunistiske jernbanearbejder Lauritz Jensen, kaldet 'Røde', er og bliver Ravns store rolle i film- og tv-sammenhæng. Den pligttro partiarbejder, der af lutter idealisme forsømmer sin familie, kunne være blevet en stivstikker, men Ravn giver ham en basal renfærdighed og naivitet, der lyser ud af de regelmæssige åbne ansigtstræk. Og der er en egenartet musikalitet i hans samspil med Kirsten Olesens Agnes, en lethed og munterhed, der skaber sympati, hvor firkantet 'Røde' end gererer sig.

Ravn blev fra starten betragtet som et fremtrædende medlem af en ny mere holdningsbevidst skuespillergeneration, men pudsigt nok debuterede han i Ib Mossins primitive opkog på Morten Korchfilmene, "Fætrene fra Torndal" (1973). Han er en stædig forpagter og på de godes side.

Hans næste birolle i Astrid Henning-Jensens "Vinterbørn" (1978) er ikke stort bedre - han låner sin basalt sympatiske udstråling til en af filmen udhængt mandschauvinist. Han har en minirolle som arbejdssøgende i "Johnny Larsen" (1979) og får sin første hovedrolle i Claus Weekes forsøg på et mystificerende drama, "Pigen fra havet" (1980), et fejlskud i enhver henseende.

Men hans drilagtige og skadefro Erik Lakaj i Kaspar Rostrups "Jeppe på bjerget" (1981) - spøgefuglen, der får Jeppe op i baronens seng - er et skarpt, men ikke overspillet portræt. Han får også skabt en velramt, lettere udleveret bifigur i Bille Augusts "Tro, håb og kærlighed" (1984), og han kan spille på sin tiltalende naturlige tilbageholdenhed som Tammi Østs handlesvage beundrer Huus i Herman Bangfilmen "Ved vejen" (1988), hans foreløbig sidste betydelige filmpræstation.

Hans behjertede hovedrolleindsatser i farcen "Hjælp - min datter vil giftes" (1993) og dramaet "Bryllupsfotografen" (1994) kan på ingen måde redde disse to kuldsejlede projekter, og herefter står kosten på banale biroller.

Mere interessant er hans kreditchef Bjarne Morstensen, der i tv-serien "Landsbyen" (1991) hævner sig grusomt på Kirsten Rolffes' Ingeborg. Her fik Ravn endelig lov til at for alvor spille skurk foran kameraet, hvad han både gør godt og selv i høj grad værdsatte: "Så kan man på legal vis komme af med det dårlige og ondskabsfulde i én selv. Vi har alle lyst til at skære tænder en gang imellem og være lidt ondskabsfulde og dumme." (Ravn i B. T., 1995). Også i Ole Roos' tv-film "Majoren" (1998) er han overbevisende usympatisk som iskold, ambitiøs kriminalbetjent.
Men i tv-serien "Bryggeren" (1996-97) er han tilbage i rollen som den pæne, pligtopfyldende borger som inspektør Krogsbølle, der til overmål vier sit liv til 'Kaptajnen' (I. C. Jacobsen).

Et særligt kapitel er Ravns medvirken i tv-satirer, hvor han gang på gang har været kosteligt morsom. Han tog Mogens Lykketoft og især statsminister Poul Schlüter på kornet i satire-serien "Så gikk" i starten af 1980'erne, og han var en bærende kraft i satireserien "Den Gode, den Onde og den Virk'li' Sjove" (1990), hvor hans hjerneblæste bidrag til 'Den offentlige mening' (i selskab med bl. a. Ditte Gråbøl, Peter Schrøder og Niels Olsen) er et højdepunkt i sort komik. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]