Skuespiller. Født 22/11 1965. Lillebror til Lars Mikkelsen.
Uddannet fra Aarhus Teaters skuespillerskole i 1996, efter at have danset i 8-9 år, blandt andet med ensemblet Mikado og på Martha Grahams sommerskole i New York.
Mikkelsen fik sit gennembrud som filmskuespiller i Nicolas Winding Refns debut 'Pusher' (1996), der var udtaget til festivaler i Toronto, Göteborg og Rotterdam. Samarbejdet med Refn fortsatte på 'Bleeder' (1999), 'Pusher II' (2004) og 'Valhalla Rising' (2009), der var udtaget til hovedkonkurrence i Venedig.
Han har desuden samarbejdet med Anders Thomas Jensen på de indflydelsesrige film 'Blinkende lygter' (2000), 'De grønne slagtere' (2003), 'Adams æbler' (2005), 'Mænd og høns' (2015) og 'Retfærdighedens ryttere' (2020).
Også Susanne Bier har han lavet en række film med: 'Elsker dig for evigt' (2002) var udtaget til Toronto, og 'Efter brylluppet' (2006) blev Oscar-nomineret.
Blandt Mikkelsens andre markante roller finder man tv-serien 'Rejseholdet' (2000), 'Flammen & Citronen' (2008), Oscar-nominerede 'En kongelig affære' (2012) og Thomas Vinterbergs Oscar-nominerede 'Jagten' (2013), der sikrede Mikkelsen skuespillerprisen ved Cannes-festivalen. Samarbejdet med Vinterberg fortsatte med 'Druk' (2020), der indbragte Mikkelsen og hans medskuespillere skuespillerprisen ved San Sebastián Filmfestival. Filmen modtog desuden fire priser ved European Film Awards, herunder prisen for bedste mandlige skuespiller til Mads Mikkelsen samt hovedprisen for bedste europæiske film.
Mikkelsen har også haft stor international succes med film som 'Kong Arthur' (2004), 'Casino Royale' (2006), tv-serien 'Hannibal' (2013-2015), 'Doctor Strange' (2016), 'Rogue One: A Star Wars Story' (2016) og 'Arctic' (2019), der var udtaget til Cannes.
I 2011 modtog Mikkelsen en European Film Award for sit bidrag til World Cinema. Han sad i juryen i Cannes i 2016.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.