Instruktør og producent. Født 19/6 1943, død 22/8 2024 - 81 år gammel. Gift med skuespiller Britta Lillesøe. Uddannet på Den Danske Filmskole 1970. Medlem af teatergruppen Solvognen 1973-80. Bosiddende på Christiania siden 1982.
Nils Vest instruerede og producerede en lang række dokumentarfilm med historisk, kunstnerisk eller socialt indhold - alle med hans store personlige engagement og grundige forarbejde som varemærke. Han lavede film med stærke politiske budskaber, bl.a. de pro-palæstinensiske 'Palæstina - Danmark, samme kamp' (1973) og 'Et undertrykt folk har altid ret' (1976), hvor sidstnævnte vakte ophedet debat og efterfølgende blev taget ud af SFCs distribution, indtil en revideret version forelå nogle år senere. Hans kendskab til og engagement i Christiania udmøntede sig i tre film om fristaden. Siden kom 'Himmelstigen' (1997), om spiret på Vor Frelser kirke på Christianshavn, som var et af de helt centrale omdrejningspunkter i Nils Vests interesse for arkitektur og arkitekturhistorie. Sideløbende med at lave film om arkitekturhistorie var han i over 30 år involveret i kampen for at bevare de gamle miljøer i København, bl.a. Fristaden. Det har gjort, at han i 2010 fik tildelt Europa Nostras pris for sit utrættelige arbejde for at bevare gamle bymiljøer.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.