enda
Person

Ole Lemmeke

(1959 – )

Skuespiller. Født 10/1 1959.

Uddannet på Statens Teaterskole 1981-84.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):


På et tidspunkt, hvor den nationale filmproduktion domineredes af historiske kostumedramaer og børne- og ungdomsfilm, blev der en stilling ledig som 'ung mand af i dag', en relativt sjældent forekommende figur i danske film i årene 1988-93.


I denne periode var Ole Lemmeke en fremtrædende indehaver af denne rolle - ikke på grund af ydre glamour, men fordi han ganske enkelt er en god skuespiller med både maskulin autoritet og sensuel følsomhed i det stærke blå blik. Lemmeke var også en af teatrets unge løver, men hans specielle filmfornemmelse er åbenbar i den præcise uteatralske replik og den moderne nedtonede spillestil.


Men fire hovedroller og to biroller i løbet af kun fem år sled på et ansigt, der kunne udstråle noget uudgrundeligt og forpint. Mystikken blev lidt tyndslidt, og pludselig synes tilbudene at være blevet færre og mindre. Men i 1999 fik Lemmeke et markant - og fortjent - come-back i to hovedroller.


Det var instruktøren Morten Arnfred, der første gang bragte ham foran kameraet i Kirsten Thorup-filmatiseringen "Himmel og Helvede" (1988), hvor han er den labile tjener Jonni, heltindens sandheds- og konfliktsky kæreste, der viser sig at være biseksuel. Her afslører Lemmeke en af sine specialiteter - han kan med ømhed og intensitet spille en kærlighedsscene, der overbeviser i alle nuancer.


Han blev budt velkommen med en hovedrolle-Bodil, og snart ses han igen i en elskerrolle som den forpinte romantiker i Stefan Henszelmans "Dagens Donna" (1990) om to unge kvinders jagt på kærligheden, lavet som en moderne modvægt mod tidens mange litterære filmatiseringer og børnefilm. Igen sætter han sig igennem med glød og her også en vis selvironi.


Han fik igen Bodil for sin Holger Mikkelsen i Morten Henriksens Besættelsestids-drama "De nøgne træer" (1991), og det er et af højdepunkterne i karrieren - et myndigt, sensitivt portræt af et handlingsmenneske i en sønderslidende konflikt mellem kærlighed og idealer. Med sit brændende blik og hele fysiske spillestil giver Lemmeke sådanne sammensatte figurer den fornødne vægt.


Han er SS-mand i Kenneth Madsens engelsk-sprogede "En dag i oktober" (1991), et flop. Heller ikke Jytte Rex' kryptiske billeddigt "Planetens spejle" (1992), hvor han spiller hovedrollen som astronom, blev meget set. Men i spændingsfilmen "Den russiske sangerinde" (1993) efter Leif Davidsens roman vender han tilbage til det udadvendte nutidsdrama som den rebelske Moskva-diplomat, der rører op i mudrede vande. Og han er igen komplet troværdig som individualisten, der både må følge sin lidenskab og sin samvittighed.


Derpå trappede Lemmeke sit teaterarbejde ned, og på lærredet sås han i nogle år kun i novellefilm. Mest mindeværdig er hans dæmoniske frister i Rifbjerg-filmatiseringen "Skyernes skygge rammer mig" (1996). Også hans neurotisk mistænksomme ægtemand i Vibeke Gads tv-film "Tusindfryd" (1998) er et stærkt lille skurkeportræt.


Men langt tungere vejer hans genoptagne samarbejde med Morten Henriksen i "Magnetisørens femte vinter" (1999), hvor han skaber en titelfigur af en styrke og nuancerigdom, der viser, at han i høj grad stadig hører hjemme i første række blandt vores filmtalenter. Han portrætterer healeren Meisner som en karismatisk alvorsmand med fast, skinnende blik og velovervejet, hypnotisk tale. Ikke bare svindler, heller ikke bare frelser. Og i Anders Rønnow-Klarlunds gyser "Besat" (1999) rammer han let den maniske fanatisme bag den ambitiøse læges udflugt til det mørke Balkan.


På tv har han bl.a. været rockerfører i "Frygtens marked" (1985), maleren (og forføreren) Gottschalck i serien "To, som elsker hinanden" (1988) om Ingeborg Stuckenberg, og politimand i Peter Asmussen "Elskere" (1988). Han har medvirket i afsnit 19-21 af tv-serien "Taxa" (1997-99) som glat, hård anklager i sagen mod Pernille Højmarks Lotte. Og i "Rejseholdet" (2000-01) er han en flosset advokat, hvis liv går i opløsning. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Filmografi
Titel År Funktion Kategori
Ulvehunden 2018 Smith U/Spillefilm
Lykke-Per 2018 Delft DK/Spillefilm
Kærlighed og andre katastrofer 2016 Læge DK/Spillefilm
Æsketroldene 2014 Grev Pont-L'evêque U/Spillefilm
Bag Blixens maske 2011 Aage Henriksen DK/Dokumentarfilm
Forbrydelsen II 2009 Forsvarsminister Flemming Rossing Tv-serie
Teenage Mutant Ninja Turtles 2007 Aguila U/Spillefilm
Hvid nat 2007 Laubjerg DK/Spillefilm
De unge år 2007 Formand DK/Spillefilm
Anna Pihl 2006 Mark Engberg Tv-serie
Sprængfarlig bombe 2006 Christian DK/Spillefilm
Hjerteflimmer 2006 Lars Tv-serie
Nynne 2005 Poul Erik Ø DK/Spillefilm
Fartstriber 2005 Sir Trenton U/Spillefilm
Afgrunden 2003 Lars Schmidt DK/Spillefilm
The Star Dreamer 2002 Fortæller DK/Dokumentarfilm
De udvalgte 2001 Allan Ruud Tv-serie
Susanne Sillemann 2000 Medvirkende DK/Kort fiktion
Hotellet 2000 Frank Lassen Tv-serie
Magnetisørens femte vinter 1999 Friedrich Meisner DK/Spillefilm
Besat 1999 Søren DK/Spillefilm
Toast 1999 Arne Tv-serie
Tusindfryd 1998 Mikkels far Tv-film
Manden fra dybet 1997 Jack DK/Kort fiktion
Skæbnetimen 1997 Allan DK/Kort fiktion
Hænderne op! 1997 Far DK/Kort fiktion
Den hemmelige tunnel 1997 Agent 00Z Tv-serie
TAXA 1997 Anklager Tv-serie
Skyernes skygge rammer mig 1996 Erhard DK/Kort fiktion
Carl Th. Dreyer - Min metier 1995 Kommentar DK/Dokumentarfilm
Pigen med de grønne øjne 1995 Medvirkende DK/Kort fiktion
Flâneur II: Dandy 1995 Stemme DK/Eksperimentalfilm
Den russiske sangerinde 1993 Jack Andersen DK/Spillefilm
Planetens spejle 1992 Adam Morgenstern DK/Spillefilm
En dag i oktober 1991 Larsen DK/Spillefilm
De nøgne træer 1991 Holger DK/Spillefilm
Dagens Donna 1990 Lasse DK/Spillefilm
Kyndelmisse 1989 Thorkild DK/Kort fiktion
To som elsker hinanden 1988 Gottschalck Tv-serie
Himmel og helvede 1988 Jonni DK/Spillefilm
Sådan er det bare 1987 Peter Tv-serie
En hård dags nat 1987 Medvirkende DK/Kort fiktion