Peter Steen

Skuespiller. Født 22/1 1936, død 7/2 2013.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Han lignede prototypen på den romantiske elsker, da han i 1960'erne stormede frem som dansk films og teaters 'unge mand'. Høj, slank og flot og - på film - også elegant. Men hans gemyt var ikke til ukomplicerede elskerroller - "jeg var rædselsfuld," siger han selv om sin præstation som prinsen i John Prices Drachmann-filmatisering "Der var engang" (1966).

Til gengæld afslører han straks en vibrerende moderne følsomhed i sin debutfilm som Yvonne Ingdals handlesvage bejler i "To" (1964) og forgylder en kedelig rolle med sine fine udtryk for tøvende tvetydighed. Han viser en vis sans for kynisme som en af marionetterne i Ebbe Langbergs og Mogens Brandts kunstige kriminalkonstruktion "Mord for åbent tæppe" (1964), og han er tiltalende 'ung mand af i dag' i farcen "Naboerne" (1966).

Så kom to fejltagelser fra samme år, Der var engang og "Pigen og greven" ("Herregårdsfilm er ikke min genre," indrømmede han i 1967 over for en inkvisitorisk Braad Thomsen). Men han viser igen diskret følsomhed som Yvonne Ingdals gamle skolekammerat i "Historien om Barbara" (1967), og hans lidt forfjamskede greve, der betages af folkets pige Daimi i "Jeg er sgu min egen" (1967) viser, at han også behersker komediestilen.

I Palle Kjærulff-Schmidts og Klaus Rifbjergs ambitiøse forsøg på en moderne Dyrehavsbakke-vaudeville, "I den grønne skov" (1968), har han den bærende, men utaknemmelige rolle som den blide, handlesvage Moritz. Han illuderer udmærket, men mangler den påkrævede poetiske udstråling. Bedre lykkes hans generte kavalér Kjartan i Erik Ballings og Rifbjergs "Der var en lørdag aften" (1968) - igen i samspil med Daimi (hvis talent han roste stærkt).

Fra nu af vekslede han mellem hovedroller (ret få) og mindre karakterroller, der af og til er udprægede karikaturer som hans kriminalassistent Mortensen i de to første Olsenbande-film. Han slipper - trods sin hovedrollebyrde - nogenlunde uskadt ud af Kirsten Stenbæks collage-katastrofe "Den gale dansker" (1969) takket være sin elegante musikalitet, og i den Leif Panduro-skrevne tv-serie "Smuglerne" (1971) viser han en ny side af talentet som den afstumpede, afblegede diskoteks-sheik hr. Blom.

Gradvis tegnede et mønster sig: han er bedst i udprægede karakterroller. F. eks. synker han til bunds sammen med filmen som en fad herredsfoged i Blicher-filmatiseringen "Præsten i Vejlby" (1972), og han kan ikke klare sig på sit glatte ansigt som anti-atomkraft-journalist i "Skytten" (1977), hans sidste filmhovedrolle.

Derimod viser han megen ægte følelse som bløddyret Bertram i Leif Panduros og Palle Kjærulff-Schmidts tv-film "Bertram og Lisa" (1975), en af hans fineste præstationer. Og året efter udvider han sit skurkeregister som narkokonge på Nørrebro i "Gangsterens lærling" (1976), et kynisk-ironisk portræt af en dæmonisk manipulator - udvendigt, men ganske effektfuldt.

I de fleste af sine senere biroller nøjes han med at demonstrere sin autoritet og gode smag. Til gengæld har tv-serierne givet ham et spektakulært come-back. Med årene har han fået en særlig evne til at projicere iskold magt og bruger den med effekt i tv-serien "Taxa" (1997-99), hvor han ses i fem afsnit i rap (23-27) som chef for det advokatfirma, hvor Nina (Ann-Eleonora Jørgensen) bliver ansat. Seriens overskurk Torben Jensen bliver til en lille bjæffende terrier sammenlignet med Steen, der giver advokat Strandberg de store, stærke hundes aura af uforstyrrelig ro.

Men mindst lige så god er han som den gennemkorrumperede politimester Gordan i tv-serien "Edderkoppen" (2000). Her gør han sin hidtil bedste brug af bundfrossen arrogance og har samtidig lagt en maske, som giver associationer til et mørnet porøst træ, der er ved at blive ædt op indefra. Klart seriens bedste skurkeportræt. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]

Litteratur: Peter Steen: Tak skæbne (2003).