Skuespiller. Født 17/10 1955.
Uddannet på Statens Teaterskole 1977-80.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
I starten spillede hun især dragende kvinder med en uudgrundelig, melankolsk udstråling. Det forfinede ved hende går i spænd med noget sanseligt, der dog for det meste forbliver antydet.
De 1980'er-film, hvor hun spiller hovedrollen, er ret mislykkede, og mest kendt er hun derfor blevet som den pligtopfyldende, bekymrede Birgit i tv-serien "Taxa" (1997-99). Langt fra seriens mest farverige figur, men til gengæld et af dens dramatiske omdrejningspunkter.
Hun debuterede i den livløse Leif Panduro-filmatisering "Den ubetænksomme elsker" (1982), hvor hun - i modsætning til filmen - fik adskillige anmelderroser som den gådefulde, skizofrene pige, hovedpersonen forelsker sig i.
I sin næste filmrolle er hun ladt i stikken som Skagensmaleren P. S. Krøyers hustru, Marie, i "Hip Hip Hurra" (1987). Instrueret af Kjell Grede som et pseudo-Bergmansk drama er filmen en fællesnordisk prestigeproduktion med smukke billeder. Samme år sås hun som kærlighedsforsømt præstekone i Susanne Biers tungsindige afgangsfilm fra Filmskolen, "De saliges ø".
Dernæst spiller hun titelrollen i Jytte Rex' drømmeagtige "Isolde" (1989) og virker hjemme i Rex' poetisk vævende, stemningsantydende univers. Og hun viser sit talent for det tragisk renfærdige i Annette Riisagers afgangsfilm fra Filmskolen "Auf Wiedersehn" (1991) som moderen, der forelsker sig i en tysk soldat under Besættelsen.
Efter en mindre rolle som synsk bartender i Wikke og Rasmussens "Motello" (1998) dukker hun op som pædagog i Kaspar Rostrups "Her i nærheden" (2000). Rollen er lille, men hun giver den en fin varme og harmoni. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Familien Gregersen | 2004 | Moren | DK/Spillefilm |
Fangen | 2003 | Hanne | DK/Kort fiktion |
Jailbird | 2003 | Hanne | DK/Kort fiktion |
Her i nærheden | 2000 | Pædagog | DK/Spillefilm |
Motello | 1998 | Miranda, blind bartender på Motello | DK/Spillefilm |
TAXA | 1997 | Birgit | Tv-serie |
Nattens syn | 1995 | Medvirkende, Kommentarer | DK/Kort fiktion |
Gud ånder på øjet, når det græder | 1991 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Auf Wiedersehen | 1991 | Medvirkende | DK/Kort fiktion |
Frihed lighed stemmeret | 1990 | Stemme | DK/Dokumentarfilm |
Isolde | 1989 | Isolde | DK/Spillefilm |
Hip hip hurra | 1987 | Marie Krøyer | U/Spillefilm |
De saliges ø | 1986 | Beate | DK/Kort fiktion |
Manden i Månen | 1986 | Dubbing og mix | DK/Spillefilm |
En verden der blegner | 1984 | Medvirkende | Tv-film |
For lidt og for meget | 1983 | Medvirkende | Tv-film |
Den ubetænksomme elsker | 1982 | Sanna Krebs | DK/Spillefilm |