Rasmus Christiansen

Skuespiller. Født 23/5 1885 i Vejlby ved Århus, død 25/9 1964 - 79 år gammel.

Stod i maskinlære i Århus, men begyndte at læse hos skuespiller Ludvig Nathansen og medvirke i forestillinger på Århus Teater. Debuterede i 1904 på Frederikshavn Sommerteater og kom året efter til Frederiksberg Teater. Spillede ved skiftende teatre i hovedstaden indtil 1925, hvor han blev ansat på Det kgl. Teater.

Debuterede hos Nordisk Film i 1914 og blev hurtigt med sit store komiske talent en af kerneskuespillerne i Lau Lauritzens farceteam. Han medvirkede i et utal af Laus enaktere, hvor han med sit lystige runde fjæs og skælmske blik gjorde stor lykke. Af og til faldt der også en karakterrolle af til ham, som f.eks. Uriah Heep i Sandbergs "David Copperfield". I modsætning til de fleste af sine skuespillerkollegaer fortsatte han sin karriere, da tonefilmen kom, og med sin sidste filmoptræden midt i 50'erne kan han notere sig for over 100 filmroller.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

For de fleste har han aldrig været ung. I yngre skikkelse medvirkede han ganske vist i over 70 stumfilm, især Nordisk-komedier fra 1914-19, og var Uriah Heep i A. W. Sandbergs "David Copperfield" (1922), men som tonefilmskuespiller er han fastlåst som jovial, zünftig eller polisk hyggeonkel på den anden side af 50. Livet har formet ham som en altid genkendelig småkomisk type, og folkeligheden oser ud af de runde ansigstræk, det jævne, jyske mæle og det muntert sammenknebne filur-blik.

Han tonefilmsdebuterer som evigt bedugget Nyhavns-tjener i farcen "Nyhavn 17" (1933), et af den slags fuldemandsnumre, tiden er løbet fra. Som oftest er han lun og rar i sine afslappede biroller, f. eks. i "Plat eller Krone" (1937), hvor han slår sine folder med søde Karen Caspersen, men han kan også være mere end bare hyggelig, mest iøjnefaldende som kroværten Brasen i "Sommerglæder" (1940) - et skarpt studie i apoplektisk inkompetence og jammerlig uansvarlighed. Det er hans bedste filmrolle.

I det danske galleri af pudseløjerlige, halvgamle fætre er han langt mindre pålidelig og ligefrem end f. eks. den typebeslægtede Henry Nielsen, mere tilbøjelig til fiffigt drilleri og svedent vitsmageri. Forbruget af våde varer er i reglen også stort. Det durkdrevne får frit spil i det Matador-lignende drama "Søren Søndervold" (1942), hvor han er grådig købmand, mens han i farcen "Moster fra Mols" (1943) er fordrukken fabrikant - en hovedrolle. Her når hans kærlighedsscener med en Christian Arhoff i kvindetøj sælsomt groteske højder.

Han danner som gårdskarlen Mads par med Henry Nielsen i "Fra den gamle købmandsgård" (1951), og i "Den gamle mølle på Mols" (1953) er han ubetinget elskelig som tolerant landlig politimester. Det fundamentalt snurrige går aldrig af ham. Synd blot, at han så sjældent fik chancen for at vende vrangen ud af sin urdanske type og vise dens mere luskede sider. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]