Producent. Født 1/4 1956 på Frederiksberg.
Regner Grasten er vokset op i det danske filmmiljø som søn af maler og artfilminstruktør Kirsten Stenbæk og manuskriptforfatter og filmanmelder på Ekstra Bladet Bent Grasten. Som ung arbejdede han som plakatophænger i ABCinema. Studerede fransk og filmvidenskab på Københavns Universitet, men afbrød studierne og brugte i stedet sine studielån på at grundlægge artfilmbiografen Klaptræet i 1977. Var direktør for Alexandra Biografen i 1977-78 og stiftede i 1979 produktionsselskabet Kærne Film sammen med producenten Per Holst.
I 1985 grundlagde han sammen med sin hustru, Tove Grasten, selskabet Regner Grasten Film, som har udviklet sig til et af Danmarks største produktionsselskaber målt i solgte biografbilletter. Selskabet er især kendt for at producere komedier og familie- og ungdomsfilm til det brede publikum.
Selskabet indledte sin produktion med folkelige komedier som Morten Korch-pastichen 'Kampen om den røde ko' (1987), 'Elvis Hansen - en samfundshjælper' (1988) og 'Den røde tråd' (1989) med poporkesteret Shu-Bi-Dua. Blandt selskabets familie- og ungdomsfilm er serierne om Krummerne (1991- ), foreløbig fem spillefilm, Anja og Viktor (1999- ), også fem spillefilm foruden det amerikanske remake, 'The First Time' (2010), 'Sidste time' (1995), "Mørkeleg" (1996), 'Bølle Bob & Smukke Sally' (2005) og 'Villads fra Valby' (2015). Regner Grasten har derudover produceret to julekalendere for TV 2, 'Krummernes jul' (1996) og 'Brødrene Mortensens jul' (1998) samt teatermusicalen 'Askepop' (2001).
Med 'Det forsømte forår' (1992), baseret på Hans Scherfigs roman af samme navn, begyndte selskabet at lave bredt anlagte film med national og historisk karakter. 'Kun en pige' (1995) tog afsæt i forfatteren Lise Nørgaards erindringsbøger, og slægtshistorien 'Familien Gregersen' (2004) var baseret på Christian Kampmanns romaner.
I 2012 blev 'Hvidstensgruppen - nogle må dø for at andre kan leve', om en jysk families modstandskamp under den tyske besættelse af Danmark, en af det års mest sete film. Den var instrueret af debutanten Anne Grete Bjarup Riis, der året efter instruerede filmen om travhesten 'Tarok' (2013) for selskabet. Ungdomsfilmen "En-to-tre-NU!", der bygger på Jesper Wung-Sungs bestseller, havde premiere i 2016, ligesom datteren Puk Grastens amerikanske instruktørdebut '37'.
Regner Grasten er en producent, der gerne selv tager initiativ til filmene og sammensætter sit filmhold til den enkelte produktion. Som manuskriptforfatter har han også bidraget til flere af selskabets film under pseudonymet Thorvald Lervad.