Sigrid Horne-Rasmussen

Skuespillerinde. Født 22/9 1915, død 24/4 1982 - 66 år gammel. Gift fire gange, bla. med skuespiller Dirch Passer (1926-1980) og kabaretskuespiller Tony Rodian (1931-1995).

Uddannet på Det kgl. Teaters elevskole 1934-36. Omfattende scenekarriere, overvejende som revy- og kabaretskuespillerinde.

Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):

Sitter - som hendes kælenavn var lige fra elevskolen - tog hele turen med.

Hun var sexet femme fatale, billig tøs, snobbet gås eller reel veninde i sin slanke ungdom. Bare aldrig yndig ingénue. Så da hun i 1950'erne blev rund og tung, lå karakterfremstillingen hende i blodet, og nu kunne hun være lige gennemslagskraftig, hvad enten hun var en af hverdagens heltemødre til fem på Nørrebro, minister med skrankepave-manerer eller excentrisk pølsefabrikant.

Efterhånden rendyrkede hun en højrøstet Hellerupdiktion, hvor visse ord understregedes voldsomt eller blev trukket meget langt ud. Et overspil, der bidrog til at marginalisere hende i lettere groteske folkekomedieroller. Men indtil midten af 1950'erne ydede hun en fin indsats både i komedier og realistiske dramaer.

Hun er ikke stort andet end en smilende strandpige i debut'en "Sol over Danmark" (1936). Men i "Flaadens blaa Matroser" (1937) ses allerede tegningen til den kommende Sitter i hendes letfærdige provinspige. I "Bolettes Brudefærd" (1938) har hun en lille servitricerolle og er svær at genkende i så ung, slank og selvudslettende udgave. Først i "I Dag begynder Livet" (1939) træder hun stærkere i karakter som syrlig dansepige.

Herefter er hun ved at blive specialist i skrappe storbypiger, og i musicalen "Alle gaar rundt og forelsker sig" (1941) fører hun sig intrigant og rapkæftet frem, på samme måde som i "Tag til Rønneby Kro" fra samme år, hvor hun leverer en pastiche over den fra Hollywoodfilm velkendte kyniske journalistpige, der sidder med benene overkors på chefredaktørens skrivebord. Endelig er hun i "Afsporet" (1942) en af Nyhavns løse fugle, med navnet Lotte Cloc. Ærlig og illusionsløs og skrap som bare pokker.

Så kom gennembruddet til noget mere positivt i "Det brændende Spørgsmaal" (1943), hvor hun spiller sammen med sin gode veninde fra Det kgl. Teaters elevskole, Bodil Kjer - som Kjers bramfri, trofaste ven-inde. Men i "Som du vil ha' mig" (1943) er hun tilbage i det syrlige hjørne som elegant femme fatale. Frækhed er stadig hendes kendemærke i revyfilmen "Stjerneskud" (1947), hvor hun er ved at forgribe sig på en synligt skræmt Osvald Helmuth (som sig selv!), men bortføres af Dirch Passer i denne hans første filmrolle. Passer var dengang også hendes mand i det virkelige liv.

Samme år tager hun forskud på socialrealismen som den slum-trætte storesøster i baggårdsdramaet for børn og unge, "De pokkers unger" - en præstation, der smager af virkelighed. Men først i midten af 1950'erne tages tråden op, i "Vores lille by" (1954) som desillusioneret enke, og i "Altid Ballade" (1955), hvor hun knokler som ukuelig mor til fem i en lille lejlighed på Nørrebro. Endelig en hovedrolle, hvor hun - uden falsk heroisme eller forsødning - kunne vise det 'hjertelag', hun frem for alt selv satte pris på.

Denne præstation gav Bodil og mange presseroser, men ingen interessante roller. I Osvald Helmuth-filmen "Den kloge mand" (1956) går hun ydmygt stjernen til hånde, ikke lige hendes sag - bedre er hun som hæler i samspil med Peter Malberg i "Ingen tid til kærtegn" (1957). Og i "Sønnen fra Amerika" fra samme år kæmper hun forgæves for at anlægge en svensk accent som landsbyens outsider.

Herefter får hun mest ligegyldige biroller, som hun pepper op med højtråbende karikaturkomedie. Ganske skægt som tøsedrengen Klaus Paghs tyranniske mor i "Soldaterkammerater" (1958); som pølsefabrikanten i "Ballade på Bullerborg" (1959) - ekstatisk lovprisende sit produkt, Hannibal Pølser; og som den ansvarsforflygtigende boligminister i "En ven i bolignøden" (1965). Og ind imellem kom en socialrealistisk rolle som moderen i problemdramaet "Ullabella" (1961), lidt i stil med "Altid Ballade". Hendes rolle i Henning Carlsens "Sult" (1966) er minimal.

Et alkoholproblem hæmmede filmkarrierens sidste akt, der indskrænkede sig til medvirken i Stjernetegns-filmenes farce-erotik. Talentet rakte til langt mere - som hun klart beviste det i Ole Roos' og Sven Holms tv-film "Syg og munter" (1974), hvor hendes nu meget fyldige ægthed som Vaskemutter skinner igennem i samspil med Jørgen Ryg. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]