Skuespiller. Født 27/11 1944, død 9/5 2001 - 56 år gammel. Gift seks gange.
Autodidakt skuespiller med en begrænset teaterkarriere. Overvejende revymedvirken.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Hans navn vil altid være knyttet til 1970'ernes Sengekants-film, selv om han samtidig medvirkede i en række andre film. Han var popstjerne, da han debuterede i det omdiskuterede drama "Gift" (1966) og fik aldrig en bedre rolle. Den demonstrativt frisindede og flabet-provokerende unge mand, der viser hard core-pornofilm og møver sig ind hos en højborgerlig familie på Strandvejen, er præcis så øretæveindbydende en repræsentant for tidens ungdom, som instruktøren Knud Leif Thomsens moraliserende historie lægger op til.
Hans mange andre frække unge mænd har ellers altid et forsonende selvironisk eller godmodigt glimt i øjet. Som andenviolin bag Ole Søltoft i en række af 1970'ernes sexkomedier viser han vulgær tæft og naturlig replik.
Han starter i de egentlige sex-film med en lille rolle i "Uden en trævl" (1968), ligesom de første Sengekants-film også kun byder på biroller. Men i "Motorvej på sengekanten" (1972) erstatter han den sammenbrudsramte og sygemeldte Ole Søltoft som førsteelsker og får en ganske skæg figur ud af den ministerielle embedsmand, som skal bringes i en kompromitterende situation af et lokalt sogneråd af lutter kvinder.
I "Romantik på sengekanten" (1973) ender han i bad med Annie Birgit Garde, og i 1975 har han en hovedrolle i "Der må være en sengekant" som den unge ægtemand, hvis seksuelle forventninger skræmmer konen bort, og som derefter søger nye græsgange. Dette sex-lystspil nærmer sig pornofilmen, men Strømberg kunne fortælle B.T.s læsere: "Det er godt med en stand-in. Ikke fordi det skorter på sex-lysten med alle de dejlige damer rendende omkring. Men det kniber med evnen, når et halvt hundrede teknikere render rundt om sengen og glor på."
Strømberg går ellers rundt med et konstant smørret grin i Sengekant-filmene. I modsætning til kollegaen Ole Søltoft ser han ud til at have ægte fornøjelse af at optræde sammen med de meget letpåklædte damer. Han er også med i de to sidste af de mere eksplicitte Stjernetegns-film, men her er han en fjoget bifigur, der ikke optræder i sex-scenerne.
Skønt filmene forekommer harmløse i dag, kunne Strømberg dog allerede i 1971 præsenteres som 'porno-skuespiller' i Phylllis og Eberhard Kronhausens "Hvorfor gør de det?", en af de dokumentarfilm, man lige efter censurens bortfald brugte som skalkeskjul for eksplicitte samlejescener. Han lagde i øvrigt selv kommentatorstemme til et par andre af slagsen, nemlig "Sådan gør de det" (1972), "Alverdens porno" og "Sådan gør de det - også!" (begge 1973).
Udover sexkomedierne spiller han bl.a. opdateret Morten Korch-skurk i "Fætrene på Torndal" (1973); kæresten, der presser Lise-Lotte Norup til at blive nøgenmodel, i Knud Leif Thomsens "Rapportpigen" (1974); og fræk soldaterkammerat i Piger i trøjen-serien (1975-76-77).
Han har sin sidste lille rolle som illegal fotograf i Besættelsesfilmen "Forræderne" (1983). Filmkarrieren var så godt som slut, da 1970'ernes sex-bølge ebbede ud. Inden sin død af kræft forsøgte han sig bl. a. som værtshusholder. [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
Titel | År | Funktion | Kategori |
---|---|---|---|
Forræderne | 1983 | Illegal fotograf | DK/Spillefilm |
Olsen-banden overgiver sig aldrig | 1979 | Bang-Johansens chauffør | DK/Spillefilm |
I Skyttens tegn | 1978 | Arnold | DK/Spillefilm |
Fængslende feriedage | 1978 | Postfunktionær | DK/Spillefilm |
En by i provinsen | 1977 | Evan Jørgensen | Tv-serie |
I skorpionens tegn | 1977 | Arnold | DK/Spillefilm |
Piger til søs | 1977 | Otto | DK/Spillefilm |
Alt på et bræt | 1977 | Toilet-besøgende | DK/Spillefilm |
Hopla på sengekanten | 1976 | Aksel Hansen, salgschef | DK/Spillefilm |
Sømænd på sengekanten | 1976 | Willy, andenstyrmand | DK/Spillefilm |
Piger i trøjen 2 | 1976 | Otto | DK/Spillefilm |
Der må være en sengekant | 1975 | Børge | DK/Spillefilm |
Piger i trøjen | 1975 | Otto | DK/Spillefilm |
Rapportpigen | 1974 | Vivis kæreste | DK/Spillefilm |
Pigen og drømmeslottet | 1974 | Receptionist | DK/Spillefilm |
Romantik på sengekanten | 1973 | Sten, direktør Larsens søn | DK/Spillefilm |
Fætrene på Torndal | 1973 | Fritjof, Werners søn | DK/Spillefilm |
Sådan gør de det - også | 1973 | Kommentarer, Kommentarer | DK/Spillefilm |
Alverdens porno | 1972 | Stemme, Kommentarer, Kommentarer | DK/Spillefilm |
Sejle op ad åen | 1972 | Palle | Tv-film |
Motorvej på sengekanten | 1972 | Martin Ludvigsen, Trafikministeriet | DK/Spillefilm |
Rektor på sengekanten | 1972 | Fabian | DK/Spillefilm |
Olsen-bandens store kup | 1972 | Tv-speaker | DK/Spillefilm |
Sådan gør de det | 1972 | Kommentarer, Kommentarer | DK/Spillefilm |
Javel, hr. bøddel | 1971 | Johnny | Tv-film |
Vi besøger | 1971 | Hans | Tv-film |
Kommunisten | 1971 | Tv-medarbejder | Tv-film |
Til lykke Hansen | 1971 | Pressefotograf | Tv-film |
Hvorfor gør de det? | 1971 | Medvirkende | DK/Dokumentarfilm |
Tandlæge på sengekanten | 1971 | Michael | DK/Spillefilm |
Hele den tyrkiske musik | 1970 | Carlo | Tv-serie |
Tre slags kærlighed | 1970 | Egon, langhåret ung mand | DK/Spillefilm |
Hurra for de blå husarer | 1970 | Husarløjtnant | DK/Spillefilm |
Mazurka på sengekanten | 1970 | Hippie | DK/Spillefilm |
Tror De på hekse? | 1969 | Leo | DK/Eksperimentalfilm |
Nå, drenge, hvordan går det? | 1969 | Medvirkende | Tv-film |
Vægteren | 1969 | Medvirkende | Tv-film |
Den gale dansker | 1969 | Rudolf, soldat | DK/Spillefilm |
Midt i en jazztid | 1969 | Kontorelev | DK/Spillefilm |
Sonja - 16 år | 1969 | Mand i billardsalon | DK/Spillefilm |
Uden en trævl | 1968 | Den arkitektstudrendes ven | DK/Spillefilm |
Tre mand frem for en trold | 1967 | Medvirkende | DK/Spillefilm |
Gift | 1966 | Per | DK/Spillefilm |
Musik | År | Film | Funktion |
---|---|---|---|
Knalde Kalle | 1977 | Piger til søs | Sang |
Lille sommerfugl | 1977 | Piger til søs | Sang |
Friendly | 1964 | Villa Vennely | Bas |
Close in your arms | 1964 | Villa Vennely | Bas |