Om filmen

En hvervefilm for Frikorps Danmark, præsenteret af Landskontoret for Folkeoplysning - 'Et historisk dokument optaget på foranledning af korpsets kommandør, Obersturmbannführer Chr. Fr. von Schalburg'. Man følger frikorpset fra hvervekontoret i København til uddannelsen i Tyskland: hverdagssysler, tandlægebesøg, træning, manøvrer, de forskellige korps (pionerer, efterretningskorps), så til fronten, voldsomme kampscener og lig i grøfter, og så hjem til modtagelsen i København via Gedser-Rostock. Fritz Clausen taler, korpset marcherer gennem byen, og så er det af sted til fronten igen.

”At det danske nazistparti havde fået allierede, som faktisk kunne deres filmhåndværk, da Frikorps Danmark oprettedes i 1941, fremgår af filmen om Frikorps Danmark, som efter indholdet at dømme er produceret i efteråret 1942. Frikorps Danmark skildrer de danske SS-frivilliges hvervning, uddannelse, indsættelse på østfronten og efterfølgende tur hjem på orlov i Danmark i september 1942. Allerede fra filmens start eksponeres det dilemma, korpset stod i. Man ville gerne fremstå som et ikke-nazistisk korps, der kunne rekruttere uden for nazisternes rækker, primært blandt de mange antikommunister, som ikke nødvendigvis svor til hagekors og Fører og antisemitisme. Men korpset hørte under det tyske SS, og her var der ingen slinger i valsen; her var man ideologisk skolede nazister, man var førertro, jødehadere og antikommunister. (…)

At filmens optagelser ikke kun er foretaget af det danske filmhold, som krediteres på forteksterne, fremgår af de kampscener, der følger en sekvens om Frikorpsets uddannelse. (…)

Det er som at se krigsreportager fra samtidens tyske ugerevyer, eller dele af tyske propagandafilm om krigen, 'Sieg im Westen', 'Feuertaufe', 'Feldzug im Polen' for blot at nævne et par stykker. Disse film var fotograferet af fotografer fra Propaganda-Korpset, såkaldte PK-fotografer. De var filmfotografer, som havde gennemgået militærtræning, var indrulleret i de militære korps, og som var med i forreste række til lands, vands og i luften for at filme Tysklands krig. Mange af dem døde bag kameraet; alene produktionen af 'Feuertaufe' kostede syv fotografer livet, hvilket publikum gøres opmærksom på under filmens fortekster. (…)

Frikorpsfilmen har givet kun været vist for de indviede og er som sådan mere et interessant historisk dokument end en film, der har haft nogen effekt på besættelsestidens brede filmpublikum. (...) Ingen af de danske nazisters film fik nogensinde regulær biografdistribution” (Læs mere i En svækket stat forstærker sin propaganda).