Drum Songs

Om filmen

Odin (død ml. 1971 og 1975), som bor på bopladsen Sermiligaq, er siddende i sin lille stue, i færd med at fremstille en såkaldt rammetromme (quilain). Skindet er tarme fra en polarbjørn. Uden på rammerne bliver tarmene holdt på plads af en rem af sælskind. Odins kone ses siddende i sengen, mens hun spiser kogt sæl. Han synger to såkaldte tromme-kamp-sange. Mens Odin spiller og synger, bøjer han knæene, og det er ikke tilfældigt, men hører med til ritualet omkring den slags sange. Den anden sang skal forestille en kamp mellem to fugle. Odins søster Mona og hans kone Olga synger og spiller en kampsang. De holder trommen på den feminine facon, foran brystet. Gæsterne i hytten akkompagnerer.

'Drum Songs' (1973) er en stærkt forkortet version af 'Trommedans på Østgrønland' (optaget 1962), som har en varighed på 79 min.

”Jette Bang viderefører i sine mange film fra Grønland dokumentationen af det grønlandske liv, der i løbet af 1950erne er under hastig forandring. Filmen 'Trommedans' fra 1962 indgår som arkivtitel i det store etnografiske filmarkiv Encyclopaedia Cinematographica. Den er således et bidrag til en videnskabelig filmbase. Filmen er bemærkelsesværdig for måden, trommedansen dokumenteres som en traditionel kulturel praksis, uden eksotiske rammer. F.eks. optræder ingen særlige rituelle antræk. Trommedansen foregår derimod i en lille stue, hvor der i baggrunden ses en transistor radio. Ældre traditioner, antydes det, indgår således i et moderne liv” (Læs mere i Glob og kulturmødet).

Fakta

Kategori
Dokumentarfilm

Instruktører
Jette Bang og Kai Mogens Jensen

Udgivelsesår
1973 (optaget 1962)

Producent
Dansk Folkemindesamling og Encyclopaedia Cinematographica

Varighed og format
10 min., farve, tone