Om filmen

Grønlænderliv og grønlænderromantik fortalt drama-dokumentarisk. Filmen viser livet på et udsted, hvor folk bor i tørvehytter og lever af fangst. Man følger en familie, der består af den gamle bedstefader, hans søn, der er fanger, moderen, der er ved at dø af tuberkulose, og de to børn, en pige på ca. 12 år og en dreng på ca. 10 år. Det er svært at fange sæler nok, for havtemperaturen er steget, så man må skifte erhverv til reje- og torskefisker for at overleve. Faderen fanger en sæl. Den deles med alle på udstedet ved et fælles måltid, hvor alle spiser af samme fad. Moderen dør af tuberkulose, og pigen overtager moderens arbejde.

Drengen har tuberkulose. Han hentes af lægen, der kommer med lægekutteren og bliver indlagt på tuberkulosehospitalet (i Jakobshavn). Filmen skildrer drengens forbavselse over alle de nye ting i byen: Lastbil, skib, husbyggeri, telefon, seng, butik. Imens søger faderen at fange sæl mellem isbjergene fra sin kajak. Det er farligt, for isbjerge kan eksplodere uden varsel og sende voldsomme bølger af sted. Faderen søger om at få et hus i Jakobshavn. Det bevilges af kommunalbestyrelsen. Familien flytter, men den gamle bedstefader bliver på udstedet. Filmen slutter med bestefaderens ord: "Unge hunde kan lære nye ting, de gamle følger de gamle spor".

Filmen modtog i 1955 en Grand Prix Documentary i Venedig og blev nomineret til en Oscar i 1956 i kategorien 'Documentary (feature)'.

”1950ernes film fremstiller Grønland som en naturlig del af Danmark. Holdningen er, at Danmarks kolonisering forbedrer vilkårene for den almindelige grønlænder. (…) I 1953 bliver Grønland indskrevet i Grundloven som en ligestillet del af riget. Herefter starter store velfærdsprojekter, der sigter mod at forandre Grønlands sociale landskab og bl.a. samle befolkningen i byerne. (…)

Bjarne Henning-Jensens prisbelønnede film 'Hvor Bjergene Sejler' fra 1955 viser, hvilken udfordring det kan være at repræsentere “de andre” på en meningsfuld måde. Filmens grundtone er en spejderagtig og troskyldig optimisme i skildringen af den omstillingsproces, som præger Grønland i 1950erne. (…) Samtidig er filmen et slemt eksempel på, at dokumentarfilmens formodede “adgang til virkeligheden” kan sanktionere propaganda og kulturimperialisme. (…) Filmens jeg-fortæller er drengen Mikisok, der syg af tuberkulose sendes fra en øde boplads til storbyens sygehus. Her møder han et moderne Grønland, han sidenhen får draget sin lille familie ind i. De får tildelt et nyt hus af kommunen og får dermed en bid af det moderne Grønland. Sluttelig kan vores hovedkarakter trygt meddele os at: “Grønland er ikke mere en koloni, men en del af Danmark. Og overalt flytter grønlændere til bedre huse, og kajakker bliver erstattet af fiskerbåde, der drager ud efter den rige fangst”.

Filmen mødte modstand i kredse, der havde indblik i grønlandske forhold. Bent Ousager skriver sarkastisk (i Jyllandsposten 22. februar 1956), at den blændende smukke farvefilm er “farvet i mere end een forstand”. Han peger f.eks. på filmens problematiske konstruktion af en grønlandsk karakter, der er indtalt med københavner dialekt af en dansk dreng. Hvorfor er det ikke en grønlandsk dreng? Hvorfor i det hele taget fortælle fra et børnesynspunkt? spørger Ousager. Desuden rummer speaken en mængde påtagede klicheer, f.eks. Mikisoks overraskede beskrivelse af moderne transportmidler som “en hundeslæde på hjul”. (…) Helt afstumpet og anakronistisk, mener Ousager, er dog filmens skildring af begravelsen af moderen, der i starten af filmen dør af tuberkulose. Tilskueren får at vide, at hun begraves under “de store sten bag huset”, som om familien blot skaffer liget af vejen. Bent Ousager påpeger, at en kristen jordsætning har været kutyme fra midten af 1700 tallet i Grønland. Ousager harmes over filmens skønmaling af byen. Hvor er de tiggende børn, de udmagrede syge, de elendige rønner og al den sociale elendighed, som også kendetegner den grønlandske modernitet anno 1956? I stedet skildres livet i storbyen som trygt og sundt. På afgørende vis vises storbylivet som en forudsætning for den virketrang, der skal udvikle landet. (…)

I 1983 foretager Bjarne Henning-Jensen et overraskende drastisk indgreb i filmen, da han får fjernet speaken, Mikisoks jeg-fortælling. Tilbage står en smuk og kulørt billedbog fra Grønland. Men i lange sekvenser giver filmen slet ingen mening, fordi Mikisoks jeg-fortælling er filmens 'raison d’etre'” (Læs mere i Glob og kulturmødet).

Det er 1983-udgaven af filmen, der i mange år har været tilgængelig i distributionen. Den foreliggende udgave af 'Hvor bjergene sejler' er rekonstrueret med den oprindelige lydside. 

Credits