Om filmen

I Kalahari ørkenen i Botswana lever de lyse buskmennesker, Afrikas ældste folk. De bor nu i et af myndighederne indrettet reservat, regnes ikke for noget og er i moderniseringens navn ved at miste alt, hvad de har. Buskmændene fortæller om deres situation, som yderligere er forværret ved, at der er taget skridt til, at de skal flyttes. 50.000 buskmennesker er truet på livet.

”Da Jens Bjerre laver 'O´kung - Afrikas sidste urfolk' i 1959 i Kalahari ørkenen, er dele af ørkenen inddraget af den britiske kolonimagt som naturreservat. Briterne forærer buskmændene husdyr og tilskynder dermed minoriteten til at indtage en mere civiliseret livsform end jæger-samler kulturen. Konsekvenserne af denne påtvungne livsstil oplever vi i Arthur Krasinikoffs 'Vi hører til' fra 1989, optaget 30 år senere. Landkortet i begyndelsen af 'O’kung - Afrikas sidste urfolk' er således ikke korrekt, eftersom Kalahari midt i 1960erne ikke er det vilde territorium, der optræder på kortet. Grænserne ser, på daværende tidspunkt, anderledes ud. Bjerres perspektiv udelukker samtidige, politiske forhold. (…)

De politiske forhold, der ikke optræder i Jens Bjerres film, er til gengæld i centrum i 'Vi hører til' fra 1989. Arthur Krasilnikoff foretager en analyse af de mange faktorer, der ligger til grund for den sociale deroute, som buskmændenes kultur er præget af. Det er en kompleks historie om tab af kulturel viden og praksis, som vi blandt andet får indtryk af ved at høre repræsentanter for minoriteten selv fortælle. (…) Som helhed skildrer 'Vi hører til', hvordan den påtvungne modernisering af buskmændenes livsstil sætter en kædereaktion i gang, der fører til tab af kulturelt tilhørsforhold, sygdom og rodløshed hos minoriteten” (Læs mere i Glob og kulturmødet).

Credits