I videoen deler antropolog Thea Refsgaard og etnolog Johanne Staugaard Johansen blandt andet indsigter om, hvordan de unge kvinder er på en identitetsrejse, hvor de står over for fundamentale valg i livet.
Deres venner betyder meget i deres liv, men de er også til løbende evaluering i forhold til, om det er 'de rigtige venner'. De unge kvinder kan fremstå meget stærke og selvstændige, men deres forældres råd og mening betyder utrolig meget, og de har ofte et nært forhold til dem.
De unge kvinder bruger rollemodeller som inspiration, og helst nogle, der bryder normen en smule, men uden at være radikale. De unge kvinder mærker kønsforskelle og har en oplevelse af, at de bliver bedømt på en anden måde end mænd. De oplever at leve med et større pres, end mænd gør, i forhold til udseende og krop.
Indsigterne bygger på 16 dybdegående interviews på hver to timer med unge kvinder over hele landet i alderen 18-25 år.
Baggrund
Den danske filmbranche undersøger løbende publikums oplevelse af temaer, emner, historier, karakterer og dilemmaer.
Det gøres typisk som en del af Filminstituttets initiativ 'Publikum tættere på' i samarbejde med antropologer. 'Publikum tættere på' er sat i værk for at stimulere arbejdet med publikumsperspektiver som inspiration til filmholdene – fra udvikling til lancering. Filminstituttet udgiver løbende indsigter i publikums tanker og følelser om forskellige emner, der kan fungere som enzymer og inspiration på tværs af fiktions- og dokumentarprojekter.
Find mere inspiration i Filminstituttets vidensunivers Viden om publikum.