Torsdag den 8. december gæster Gert Fredholm, der fyldte 70 den 18. november, Cinemateket til en samtale med filmhistorikeren Ulrich Breuning. Fredholm vil fortælle om sin lange karriere i dansk film og arbejdet med "Den forsvundne fuldmægtig", der i 1971 var en stor publikumssucces og modtog Bodil-priser for bedste film og bedste mandlige hovedrolle.
"Den forsvundne fuldmægtig" er en filmatisering af Hans Scherfigs klassiker om den pæne og pligtopfyldende embedsmand og familiefar, Teodor Amsted (Ove Sprogøe), der får mulighed for at fingere sit eget selvmord og således begynde en friere tilværelse under ny identitet. Mens politiet arbejder med mordteorier, starter den tidligere så eksemplariske bedsteborger et nyt liv i provinsen. Amsted må dog sande, at det ikke er så let, som han troede.
Ove Sprogøe er fremragende i hovedrollen, og Karl Stegger og Jytte Abildstrøm lyser op i skægge biroller, der spidder det danske provinsmiljø. Bag kameraet stod legendariske Henning Christiansen (1927 – 2006), der også var fotograf på film som "Sult" og "Babettes gæstebud".
Tid og sted: Torsdag den 8. december kl. 17:00 i Cinemateket, Gothersgade 55.