Filmatisering af Hans Scherfigs klassiker om den pæne embedsmand, der får mulighed for at fingere sit eget selvmord og således begynde en friere tilværelse under ny identitet. Det er ikke så let, som han troede. Politiet finder ham, men tilværelsen i fængslet viser sig at være den tilværelse, det borgerlige uddannelsessystem bedst har forberedt ham på.
Filmen flytter handlingen frem til samtiden, men er i øvrigt trofast mod bogens ånd og bruger Scherfig selv som fortæller på lydsiden.
Gert Fredholms debut som instruktør blev en stor publikumssucces, der skal have indspillet over 1 mill. kr. på premierebiografen. De fleste anmeldere var også positive. Filmen modtog en Bodil-pris som årets bedste, ligesom Ove Sprogøe var selvskreven til samme pris for sit spil i hovedrollen.
Kilde: Peter Jeppesen, Ebbe Villadsen og Ole Caspersen: 'Danske spillefilm 1968-1991' (1993).
Mere information
"Den forsvundne fuldmægtig", red. Svend Hansen og Peter Hiort (program i avisformat med artikler af bl.a. Gert Fredholm, Erik Thygesen, Hans Scherfig, Leif Panduro, Carl Madsen, Hans Bendix og Hans-Jørgen Nielsen).
Jørgen Oldenburg: Den forsvundne fuldmægtig. Kosmorama 106/1971.
Abonnér på 'Nyheder fra Filminstituttet' og få seneste nyt om dansk film og Filminstituttets aktiviteter i din indbakke. Nyhedsbrevet udkommer 3-4 gange om måneden.