[Opdateret 29. novemeber] Billetsalget til dansk film har for første gang siden 2015 rundet 3 mio. billetter. Med en måned tilbage af året er billetsalget på 3,1 mio. billetter, hvilket er på niveau med gennemsnittet for de foregående fem år.
Især tre film har trukket særdeles mange gæster ind i biografmørket. Christoffer Boes 'Journal 64' er nu set af 743.000 i biograferne, hvilket gør den til den mest populære danske film siden 'Fasandræberne' fra 2014. Ole Bornedals 'Så længe jeg lever' blev set af lidt over 400.000 biografgæster og Bille Augusts stadig biografaktuelle 'Lykke-Per' er set af lige under 400.000.
Top-10 i biografen 2018
Paprika Steens 'Den tid på året' er, inden vi træder ind i julemåneden, allerede set af 200.000, og den nærmer sig dermed en plads i top-10.
'Julemandens datter' er efter 21 dage i biografen set af 67.000 og 'I Krig og kærlighed' efter 14 dage set af 48.000 biografgæster.
Den danske markedsandel for 2018 ligger aktuelt på 27 %. Det er markant over de foregående to år, hvor markedsandelen endte på henholdsvis 21 og 20 %.