Lotte Svendsen, tak for at plante og så frø. Tak for tilliden og talen, Claus Ladegaard og for en forrygende velkomst til alle her på Filminstituttet. Et af de vigtigste steder at være for os, der vil noget på børne- og unge området. For her er der – på tværs af spil, dokumentar, serier, film og undervisning – fokus på kvalitetsindhold til målgruppen. Muligheden for at tænke i universer og indhold, der bliver større end det enkelte format er vigtigt, fordi det er sådan børn og unge tænker.
Alle jer, der laver indhold til børn og unge er ildsjæle med store hjerter, der banker for fortællinger til målgruppen – og som mig selv har mange af jer bevæget jer på tværs af bøger, tv, film og spil med målgruppen øverst, og det er en kæmpe styrke at kunne flytte de gode historier og udvikle dem på tværs af formater. I denne branche er det naturligt, at man kan mange ting - også fordi det er nødvendigt for at overleve. Det er ikke for sjov, men alvorligt og svært at arbejde med indhold til børn og unge. Og nej, det er ikke lettere og billigere at lave gode børne- og ungdomsfilm, selvom mange tror det, heller ikke med AI. Jeg vil mene, at det er langt sværere og enormt givende, fordi det kræver, at man kan sætte sig uden for sig selv og være nysgerrig og respektfuld over for noget, der kan synes helt uforståeligt eller helt sikkert ”går over”.
Vi skal øve os i at lægge vores ”adultisme” bag os og være åbne og nysgerrige på børn og unges liv i dag. Gå ind i det rum, også selvom det ikke er sådan, det ser ud med den voksnes blik. Forstå, at målgruppen er meget divers, og at der er uendelig langt fra at være 7 til at være 11 eller 15 år.
Børn og unge i dag har deres helt egne historier og specialiserede universer med skurke og helte og fællesskaber, som vi voksne ved utroligt lidt om. Spillefilmen i biografen skal passe ind i det økosystem og være lige så relevant som TikTok eller noget på YouTube – og så skal filmen også kunne noget mere og noget andet end et meme eller en ti sekunders video. Hvert medie sin charme, sin ting. Film til målgruppen kan og skal have en mere varig kvalitet.
De film, vi ser i vores formative år, bliver hos os resten af livet, og stikker langt dybere end en flygtig TikTok. Også fordi der er et andet fællesskab omkring film, end det SoMe tilbyder. De fællesskaber, der skabes af film, der rammer lige dér, hvor vi er i livet, og har et budskab, som vil lære os noget om dét at være menneske på godt og ondt. Hver generation har sine formative film, og de nye generationer skal også have deres store fortællinger på det store lærred, så de både udvikles, spejles og bliver ved med at opleve, at det er relevant at gå i biografen.
Jeg tror, vi alle sammen kan nævne et par film, som var formative for os, fordi de gav os en særlig følelse, indsigt eller oplevelse og forstørrede dét, vi ikke selv kunne se eller endnu havde erfaret. Prøv at tænke efter. Den form for filmkvalitet kan børn og unge i dag også huske – selvom der er mange andre tilbud til dem derude. Et par eksempler fra min egen baghave: Mine hel- og halvvoksne børn elsker stadig at se familiekomedien 'Min søsters børn i sneen' eller børne-thrilleren 'Tempelriddernes skat', når de samles i ferier. Ritualet er en vigtig del af glæden. At være sammen, dyrke nostalgien og “være børn igen”, ligesom dengang de så filmene første gang i biografen. Min 24 årige søn nævner uden tøven Find Nemo som hans barndoms formative filmøjeblik. Mit var, da jeg sneg mig i biografen med to ældre piger og så 'Saturday night fever'! Glemmer det aldrig. Disneys diversitetsbrag 'Encanto' så jeg med mine niecer i biografen, selvom den allerede var på Disney+, fordi det er stort at gå i biografen. Filmen er større end os selv, kan man sige. Vi hørte Bruno-sangen på vej hjem, og de kunne se filmen igen og igen derhjemme og genopleve det hele. 'Ternet Ninja' blev set flere gange i forskellige konstellationer, fordi samseningen var en stor del af kvaliteten. Fællesskabet og snakken før, under og efter. Vi ved, at det er jul, når vi ser 'Alene hjemme'. Film til børn og unge bliver stærke, når de skaber universer og oplevelser, der bygger på et fællesskab, skaber nye erkendelser og (gratis) åbner døren til en anden virkelighed. Det er nogle af de helt særlige kvaliteter, som filmen har.
I danske film til børn og unge er vi rigtig gode til hverdagsdramaer og komedier om skilsmisse, fjollede forældre og kriser i skolegården. Og det er film, der rammer i genkendelighed, for der er rigeligt hamsterhjul i børns virkelige liv i dag. Men måske er vi mindre gode til de fortællinger, der flytter børn og unge lidt eller meget ud af den kendte hverdag? Det er i hvert fald et spørgsmål, jeg stiller mig selv.
Jeg savner de film, der også er larger than life, som tør forfølge børns fantasifuldhed - og som flytter dem ud af hverdagen, både visuelt, i plot eller introducerer andre miljøer og måder at være på, end dét, de kender – også på en eventyrlig måde. Det ekstra element eller krydderi, som skaber en anden virkelighed end den flertallet af børn og unge lever i til daglig. Film, de kan vi drømme sig væk i, og hvor ting kan ske, som ikke kun er bundet i hverdagen.
De mindste børn har heldigvis været vant til det længe i animation med talende dyr, kæmpe pærer og fantasi-væsener. Nye serier til de større børn som 'Stranger things' fortæller i et gigantisk 80’er visuelt sci-fi-gyser plot både den banale historie om venskab, om at høre til og om ung kærlighed tilsat overnaturlighed. Senest leger den sympatiske 'Shabholm' både med det kendte og med det fantasifulde med et plot, hvor Bornholm annekteres og bliver et paradis for ”shababs only”. Ungdomsfilmen 'Smuk' er også en lækker, ja smuk film, og så handler den om et særdeles alvorligt og aktuelt emne. Mit eget eksempel på en film, der er larger than life til samtalen med Filminstituttet var den svenske børnegyser 'Lad den rette komme ind' – masser af tung hverdag, og så tilsat en vampyr i en i øvrigt yderst æstetisk film, hvis scener står helt skarpt selv flere år efter. Hvad der er larger than life for børn og unge kan der være mange andre bud på.
Nogle har sagt til mig, at det jo er ren Nationalmuseum at lave spillefilm til børn og unge, men jeg er ikke enig. Tværtimod, vil jeg sige. For filmen kan noget, ingen andre medier kan. Skabe fællesskab om oplevelser, flytte os ud af hverdagen og give adgang til noget større og mere fantasifuldt. Noget der er larger than life! Større end os selv. Det som også kan vække den næste generation af filmskabere og næste generation af filmelskere. Det glæder jeg mig til at finde sammen med jer.
