To stærke nordiske dokumentarer udtaget til Hot Docs i Toronto

HOT DOCS. En danskproduceret dokumentarfilm og en Grønlandsk produktion støttet af Norddok-puljen er udtaget til en af verdens mest anerkendte dokumentarfilmfestivaler, Hot Docs i Toronto, der løber af stablen fra den 24. april til 4. maj.

Den grønlandske ’Walls – Akinni Inuk’ er udtaget til ‘International Spectrum’, mens den danskproducerede ’Mr. Nobody Against Putin’ skal konkurrere i ‘Tipping Point’-kategorien.

’Walls – Akinni Inuk’

Grønlandske Ruth har tilbragt næsten halvdelen af sit liv i fængsel – de seneste 12 år i forvaring på ubestemt tid, fanget i et juridisk limbo mellem Grønland og Danmark, der konstant skubber hendes frihed ud i det uvisse. Men en dag møder hun Nina, der besøger fængslet i forbindelse med et filmprojekt. Mødet bliver starten på et dybt venskab mellem de to kvinder på tværs af murene. Til trods for deres vidt forskellige livssituationer opdager de, at de deler mere, end de først troede. 

’Walls – Akinni Inuk’ er produceret af Emile Hertling Péronard og instrueret af Sofie Rørdam og Nina Paninnguaq Skydsbjerg, der selv medvirker i filmen.

Filmen er støttet af Filminstituttets Norddok-pulje, der har til formål at styrke filmmiljøerne i Grønland og på Færøerne og bidrage til flere dokumentarproduktioner, der kan udbrede viden om Rigsfællesskabet.

’Walls – Akinni Inuk’ fik verdenspremiere på dette års CPH:DOX, hvor den vandt NORDIC:DOX-konkurrencen.

Kontakt

Mira Bach Hansen
Festivalkonsulent
Tlf. +45 3112 1003
mirab@dfi.dk

’Mr. Nobody Against Putin’

Pavel (kaldet Pasha) er en helt almindelig lærer i en lille russisk by. Han er kendt som skolens sjove, kreative og utraditionelle voksen, som eleverne elsker. Men skolens hverdag ændrer sig drastisk, da Putin indfører propaganda og krigsundervisning på skoleskemaet i kølvandet på sin fuldskala-invasion af Ukraine.

I stedet for at lære eleverne at tænke selvstændigt, bliver Pasha nu tvunget til at filme og dokumentere børn, der reciterer meningsløse tekster og lærere, der læser uforståelige paroler op for deres klasser. I protest – og i al hemmelighed – begynder Pavel at smugle videoerne ud af Rusland. Samtidig begynder han at filme, hvordan propagandaen og krigen påvirker det samfund, han bor i. Pashas optagelser afslører det russiske samfunds forvandling, Putins jerngreb på befolkningen og de hjerteskærende øjeblikke, hvor tidligere elever sendes til fronten.

Filmen er instrueret af David Borenstein og medinstrueret af Pasha Talankin. Helle Faber har produceret for Made in Copenhagen med støtte fra Det Danske Filminstitut. Filmen fik verdenspremiere på den amerikanske Sundance Film Festival, hvor den vandt World Cinema Documentary Special Jury Award.

Hot Docs afholdes i Toronto, Canada, fra 24. april til 4. maj.

 

Hot Docs Canadian International Documentary Festival, bedre kendt som Hot Docs, finder sted hvert år i Toronto, Canada, og er en af de mest prominente dokumentarfilmfestivaler i verden.

Festivalen er en vigtig platform for dokumentarfilmskabere til at nå det nordamerikanske marked og fungerer som et mødested for den internationale dokumentarbranche.

Tags: