Året i biograferne 2023

BIOGRAFER. Fra uventede hits til kønsbalancen blandt publikum – vi kigger nærmere på de film, der satte deres præg på det forgangne år, og deres publikum.

2023 var et begivenhedsrigt år på filmfronten. Skuespillere og manuskriptforfattere havde en langvarig strejke i USA, en ny filmaftale blev forhandlet på plads i Danmark, og i øvrigt var året det første år i biograferne uden nedlukninger siden covid-19 viste sit ansigt i 2020.

10 mio. solgte billetter

Ifølge brancheforeningerne FAFID (filmdistributørerne) og DB (Danske Biografer) blev der samlet solgt lige godt 10 mio. billetter i 2023. Det var en smule lavere end året før (-2%) og markant over årene med corona. Det er dog fortsat en del lavere end i forrige årti, hvor billetsalget lå relativt stabilt omkring 12-13 mio. billetter.

De 33 danske film, der havde premiere sidste år, solgte samlet set knap 2,5 mio. billetter, hvilket giver en markedsandel på 25%. Det er en del lavere end de senere år på trods af mange film, og billetsalget til de danske film i 2023 er da også det laveste i de seneste fem år.

Sammenlignet med vores nabolande er der dog fortsat flot tilslutning til de danske film blandt publikum. Hos vores svenske naboer var den lokale markedsandel på 17% sidste år, mens de norske biografer oplevede både pæn vækst i billetsalget (9,4 mio. billetter solgte billetter, hvilket var en vækst på 7% i forhold til 2022) og en markedsandel på 25% til de lokale norske film.

Udvikling i billetsalg

To overraskende blockbusters

2023 var udset som året, hvor de store amerikanske blockbusters vendte tilbage efter, at mange var udskudt på grund af corona. Der var således en perlerække af film linet op fra forsommeren og frem: 'Spiderman: Across The Spider-Verse', 'Fast X', 'Indiana Jones and the Dial of Destiny', 'Elementært', 'Transformers: Rise of the Beast', 'The Flash' og 'Mission Impossible 7'.

Mange af dem opnåede dog mindre tilslutning fra publikum end forventet, og der blev hvisket i krogene om metaltræthed hos publikum i forhold til de mange franchise-film. I stedet blev årets to største film originale historier om henholdsvis Barbie og atombombens fader Robert Oppenheimer. Disse to film tegnede sig for over en million solgte billetter – en imponerende bedrift, eftersom hver tiende billet solgt i år var til en af de to film. 

De mest populære film i biografen

På trods af, at de danske film ikke helt opnåede samme imponerende markedsandel som i de foregående år, var de dog som nævnt populære og er at finde på fire ud af de ti pladser over årets mest sete film:

Top 10 – 2023

Den mest sete af danske film var Hella Joofs filmatisering af Stine Pilgaards bestseller 'Meter i sekundet', som blev set af 351.000 i biografen. I vores seneste måling af udbredelse på tværs af visningsplatforme, kan vi konstatere, at 'Meter i sekundet' nu er set af knap 700.000. Næststørste danske film var Anders Walthers 'Når befrielsen kommer', der er et 2. verdenskrigsdrama - et emne, som det danske publikum tydeligvis fortsat er vilde med. Her kan indskydes, at 'Hvidstengruppen II – de efterladte' blev vist på tv mellem jul og nytår, hvor mere end 500.000 så med og gjorde det til den største førstegangsvisning af en dansk film i lang tid. 'Når befrielsen kommer' blev set af knap 300.000 i biograferne og er efterfølgende allerede set af mere end 300.000 yderligere hjemme i stuerne.

Kvinder er mere til dansk film

For begge de førnævnte film gælder det, at andelen af kvinder blandt filmenes publikum var høj, og det er faktisk sigende for både biografmarkedet som et hele, hvor 53% af publikum totalt set var kvinder sidste år, samt for de danske film, hvor kvinderne udgjorde 60% af publikum. De udenlandske film i 2023 havde i øvrigt samlet set en fuldstændig ligelig fordeling på køn. De plejer ellers at have en mindre overrepræsentation af kvinder i deres publikum.

Ser man på alderen af publikum til de danske film i det seneste år, har filmene haft godt fat i de større børn og de unge voksne samt det modne publikum ( - blandt sidstnævnte er publikum overrepræsenteret i forhold til befolkningen fra 50 år og opad). I biografpublikummet som et hele er der fortsat størst overrepræsentation i forhold til befolkningen hos de 10-30 årige, som vi fra andre analyser ved også er de mest højfrekvente biografgæster. 

Store filmoplevelser i vente i 2024

Selvom biografåret 2023 rent billetsalgsmæssigt ikke bryder nogen rekorder, var det som så ofte før et år præget af stort og mangfoldigt filmudbud, der uden tvivl har budt publikum på mange gode oplevelser i de bløde sæder. 2024 er allerede godt i gang, og der ligger mange store filmoplevelser i vente i det nye år.

Fra dansk side har året allerede budt på 'Mr. Freeman', mens vi de kommende måneder kan se frem til en ny film i Afdeling Q-serien med 'Den grænseløse', at følge veninderne i 'Jagtsæson 2', at gyse med de unge i 'Paranoia' og at danse med de voksne i 'Rom'. Her fra Filminstituttets analysekontor vil vi som altid følge nøje med og ser frem til at dele vores indsigter med jer alle.

Med venlig hilsen

Martin Kofoed Hansen
Analysekonsulent
Tlf. +45 2630 4008
martinkh@dfi.dk